★★★☆☆☆
Pia Marcussen har været en af fornyerne af dansk børne- og ungdomsteater, men spørgsmålet er om udviklingen allerede har overhalet hendes forestilling HABIBI indenom?
I 2017 modtog hun Danske Dramatikeres Manuskriptpris for HABIBI, og på trods af en indiskutabel original ide, så forekommer skildringen af kultursammenstødet mellem dansk og arabisk kultur en anelse forældet i forhold til nogle af de forestillinger om lignende emner, som eksempelvis Blaagaard Teatret på det seneste har været eksponent for.
Vi følger en såre almindelig dansk teenagepige, der i forbindelse med en korkoncert bliver til grin og rammes af et papirfly – ikke ulig det, der ramte Twin Towers under 9/11 – lige i hjertet.
Den næste dag kan Sara pludselig tale arabisk og hun har også udviklet aggressiv adfærd – også i andre menneskers forventninger. Det er ikke mindst koblingen af det arabiske sprog og den aggressive adfærd, der virker banal – er vi ikke kommet videre?
Men Saras sprog – og hendes vilje til ikke at føje andre – vækker jubel umiddelbart efter forestillingen hos pigerne blandt det farverige publikum denne eftermiddag.
Men så snart de tre medvirkende kommer ind på scenen forstummer bifaldet, mange af drengene virker ikke fornøjet og det signal får pigerne til at stoppe med deres begejstring midt i første fremkaldelse.
Bifaldet er på det nærmeste dødt inden første fremkaldelse. En meget interessant reaktion, der bekræfter indtrykket af, at især piger vil have glæde af forestillingen.
Bolette Engstrøm Bjerre, Mads Horsbøl og Ashok Peter Pramanik gør ellers deres ypperste for at få forestillingen i hus, og det er ikke deres skyld, at HABIBI ikke fængede hele salen denne formiddag på Folketeaters Hippodromscene.
Martin Geertz’ iscenesættelse fungerede ligeledes upåklageligt, men de unges sprogtone ændrer sig radikalt hurtigt i disse år, og det lægger ekstra pres på børne- og ungdomsteatrene med hensyn til valg og udvikling af litterært materiale.
(Michael Søby)
