CREED III

★★★☆☆☆

Tredje runde med bokseren CREED er hverken værre eller bedre end de to forgående. Michael B. Jordan nøjes ikke med at spille titelrollen, men debuterer også som instruktør med overbevisning.

Som skuespiller overgåes han dog denne gang af sin modspiller Jonathan Majors ("When We Rise") , der også løb med en væsentlig del af opmærksomheden i den seneste Ant-Man-film og som skabte sensation på årets Sundance Filmfestival med den kontroversielle "Magazine Dreams".

I CREED III genforenes Adonis Creed med barndomsvennen Damian, der fik en lovende boksekarriere afbrudt af en fængselsdom og som nu er tørstig efter et comeback. Creed beslutter at hjælpe ham, men det kommer til et sammenstød mellem dem, og pludselig står de overfor hinanden i ringen.

Tessa Thompson og Phylicia Rashad gør atter god fyldest i de ikke alt for spændende kvinderoller som henholdsvis kæreste og mor, og hvis man synes, at filmen ligner Rocky-filmene mere end godt er, så kan det hænge sammen med, at filmens producent hedder Sylvester Stallone.

Denne gang skånes vi dog for hans medvirken og dermed også for hans mumleri, og det er måske filmens største kvalitet?