★★★★★☆
Cate Blanchett er efter en birolle-Oscar for "The Aviator" og en hovedrolle-Oscar for "Blue Jasmine" favorit til at vinde sin tredje Oscar for TÁR. Hun tegner et i sandhed frygtindgydende portræt af en kvindelig dirigent, som ligesom flere af hendes mandlige kolleger havner i en shitstorm, der truer med at koste hende alt, hvad hun har knoklet for.
Den mesterlige amerikanske instruktør Todd Field, der burde have vundet en Oscar for Kate Winslet-filmen "Little Children", formår at oversætte dirigentens inferno til et musikalsk filmsprog – godt hjulpet af Oscar-vinderen Hildur Guðnadóttir, der faktisk også bliver nævnt i filmen. Men en spilletid på to time og 49 miniutter kræver sin mand – og sin kvinde.
Lidenskabelige skuespillerinder som Noémi Merlant og Nina Hoss bakker op om Blanchett, men filmens succes står og falder med Cate Blanchett. Dette må være hendes mest imponerende indsats, og kun de heldige, der har haft chancen for at se Andrea Riseboroughs både imponerende og bevægende spil i "To Leslie", ved hvem, der rent faktisk fortjener at vinde i den kategori.
Michelle Yeoh vinder, hvis den politiske korrekthed får lov at bestemme og Michelle Williams kan også vinde, hvis THE FABELMANS hitter hos Akademiet og hvis hendes mange forgæves nomineringer og det faktum, at hun er enke efter Heath Ledger vækker medlemmernes medynk. Men favoritten er og bliver Cate Blanchett.