(KB-hallen)
★★★★★★
Over 20.000 publikummer har overværet i THE BOYBAND TOUR, siden Danmarks-premiere i Hermans, Tivoli Friheden december 2022. Dermed placerer forestillingen sig som de seneste måneders bedste sælgende – og må også regnes for den bedst anmeldte. cphculture.dk tegnede sig for de første 6 stjerner, og efter at have overværet den afsluttende koncert i KB-hallen må man bare konstatere, at denne gennemmusikalske teaterkoncert er uden sidestykke og stadig 6 stjerner værd.
Hele Boyband-fænomenet var meget udskældt i sin samtid og et senere band som One Direction gjorde kun ondt værre. Men de fleste af aftenens sange overrumpler som særdeles langtidsholdbare, og samtlige musikalske arrangementer udnytter fikst boyband-medlemmernes individuelle kvaliteter.
Teknikken spiller – til trods for store visuelle og lydmæssige udfordringer, og publikum er helt oppe at køre. Man forbløffes over, hvor mange af de henved 3000 tilskuere, der ikke bare kan tekstnerne, men også dansetrinene til sange, der har flere årtier på bagen. Gruppen Backstreet Boys er hovedleverandør af numre, mens også Take That, Westlife, Nsync og East 17 må siges at være stærkt repræsenteret.
Mogendagens fødselar Silas Holst, der også er executive producer på forestillingen, har sammensat det ultimative stjernehold, der alle synes på toppen af deres ydeevne – også denne sidste aften.
Teit Samsø tegnede sig for sidste års største sangpræstation i provinsen som Judas i musicalen "Jesus Christ Superstar", og hans stemme kommer for alvor til sin ret i de mere rockede passager i Boyband-sangene.
Jeff Schjerlunds bløde stemme klæder kærlighedssangenes mest følsomme passager, og når det gælder selvironi har han ingen overmand i gruppen.
Joakim Lind Graae Tranberg er blevet belønnet med talentpriser fra såvel Revyernes Revy og Reumert-komiteen for sine indsatser i henholdsvis Bornholms Sommerrevy og musicalen "Seebach". Han besidder da også en charmerende kækhed, og rent vokalt spænder han muligvis over det allerstørste register.
Men ingen emmer mere af god energi og uforfalsket danselyst end Kim Ace, der også tegner sig for forestillingens blændende koreografi. Hans mesterlige iscenesættelse får det flotte lysshow i Anders D. Jensens filmiske scenografi til at fungere optimalt i forhold til de medvirkende, og hvert nummer har tydeligvis sit selvstændige udtryk.
Sangerinden Szhirley bidrager positivt til nummeret "Relight My Fire" via en storskærm, og igen må man konstatere, hvor eminent den levende sceneoptræden fungerede i samspil med de raffinerede scenebilleder.
De vokale harmonier i "End of The Road" blev et vokalt højdepunkt, men ingen døde punkter denne sidste aften på THE BOYBAND TOUR, og holdet har tilmed en stor overraskelse til de euroriske gæster.
Produktionsselskabet DetGårTitGodt ApS og producent Kasper Staal Jørgensen har sammen med alle de medvirkende skabt en entydig succes, der næsten ikke kan undgå at få et efterliv, når der atter bliver plads i kalenderne for de travle fyre.
At de 5 medvirkende ikke længere var "drenge" men "mænd" viste sig at være en fordel. For kun erfarne topprofessionelle fyre som disse fem ville have været i stand til at præsentere et show på dette niveau. Dansk musikteater ville unægteligt være meget fattigere uden disse fem guttermænd.
(Michael Søby)