★★★★☆☆
Der er noget uforsonligt i Christine Albeck Børges talent, der gør hende ekstremt interessant som kunstner.
Man har indtryk af, at der egentlig ikke er noget, hun ikke er villig til at gøre for at give en kompleks rolle fuld forløsningen på¨scenen. Hendes indsats i "Boys Don’t Cry" på Det Kongelige Teater står stadig som en af periodens mest uforglemmelige skuespillerpræstationer, og hver en opgaver, hun påtager sig, bliver seværdig.
Det gælder sandelig også rollen i forestillingen VÆGGEN, der spiller på Betty Nansen Teatrets annex-scene Edison på Edisonvej, en sidevej til Gl. Kongevej.
Publikum er placeret på alle fire sider af den kvadratiske scene, og på den nøgne scenegulv ligger en midaldrende kvinde.
Flittige Karen-Maria Bille har dramatiseret Anneli Høiers danske oversættelse af den østrigske forfatterinde Marlen Haushofers prisbelønnede roman fra 1963. Resultatet er blevet en art øko-gyser genresikkkert iscenesat af Anna Balslev med lydeffekter, der får enkelte gæster til at lette fra stolene.
Via kvindens dagbogsnotater erfarer vi, at hun er en lidt kedsommelig bibliotekar, der tager på weekend i en skovhytte i de østrigske bjerge.
Men under en morgenvandring rammer hun pludselig en usynlig væg, og alle omkring hende er tilsyneladende døde. Hun må lære at klare sig på egen hånd – og får kun selskab af en ko, en kat og en hund. Hun bliver helt afhængig af naturens luner og da tilstanden synes permanent, må hun lære både at så og at høste.
Men da grundlaget for forstillingen er et stykke feministisk litteratur af ældre dato, så kan man næste gætte slutningen på forhånd, for hvilket køn har mon den person, som vil ødelægge den idyl, der til overpersonens overraskelse vokser ud af ensomheden?
Man kan mene, at iscenesætter Anna Balslev får maksimalt ud af det litterære materiale, men om VÆGGEN er specielt velegnet til at dramatisere, kan man diskutere. På trods af Asger Kudahls stemningmættede musik og et raffineret lydarbejde overbevises vi aldrig om, hvorfor vi skal se denne gamle tekst som teater i dag?
Er vi ikke kommet længere i kønsdebatten til blot at pege på skurken? Er der mon nogle lag i den opfindelige tekst, der er gået tabt i overgangen til teater? Slutningen forekommer i al fald temmelig banal, og uden Christine Albeck Børges forbløffende evne til at forvandle sig, havde man kedet sig bravt.
(Michael Søby)
