★★★☆☆☆
Teatret Mungo Park i Allerød åbner deres flotte nye teatersal med en musical om ufo’er. Et skævt udspil, der på sin vis passer godt med den dristige linje, der har været kendetegnende for teatret i flere årtier.
Desværre forekommer Nanna Plechinger Tüchsens tekst mere fjoget end sjov, og savner i al fald tyngde i Anna Malzers rigeligt pjakkede iscenesættelse. Men der er heldigvis stadig noget at glæde sig over i forestillingen.
Den prisbelønnede skuespiller og dramatiker Alexander Mayah Larsen har fundet en stilfærdig sødme, der klæder både ham og karakteren Orhan, som lige har mistet den far, han aldrig kendte. Orhans far forlod sin lille familie, da Orhan var lille, men en båndoptagelse sætter Orhan på sporet af en særegen UFO-oplevelse, der kom til at præge faderen resten af livet.
Alexander Mayah Larsen åbenbarer en ualmindelig smuk sangstemme, der mere end retfærdiggør hovedrollen i denne musical, der dog skuffet lidt musikalsk, fordi sangene primært er gamle danske hits i ny indpakning.
Også Laura Kjær kan synge, men hun hænger på en irriterende selvfed karakter, der laver podcasts, en kvinde som kun en naiv sjæl som Orhan kan forelske sig i.
Søren Birch Plums karakter, Orhans halvbror Albert, har eget udsagn "haft hovedet op i egen røv" lidt for længe, men han er i det mindst morsom, også så har han en bemærkelsesværdig stemme, der synes at egne sig bedst til rock.
Aftenens skæggeste rolle heder Finn Heino. En tragi-komisk mand, hvis ex-kone opkaldte duer efter karaktererne i "Hvem er bange for Virginia Woolf?" grundet en intens fascination af Elizabeth Taylor. Finn Heinos UFO-hypnotiserede taber bliver i Henrik Prips gloriøse gestaltning et vittigt men også rørende mausolæum over en hel generation af mænd, der blot gik i stå, mens de prøvede at forstå tilværelsens ubegribeligheder.
Alle de medvirkende spiller med ildhu et eller flere instrumenter, men kan ikke skjule en lidt for sparsom sceneografi. Forhåbentligt får Mungo Park råd til mere end nye mursten i det nye år.
Rammerne virker i al fald umiddelbart mere indbydende, og så sidder man afgjort bedre i de nye stole. Det er også nødvendigt, for INGENMANDSLAND varer henved syv kvarter – uden pause!
(Michael Søby)
