ET JULEEVENTYR

★★★★☆☆

Charles Dickens uforlignelige ET JULEEVENTYR kommer til sin ret i Teatret Møllens komprimerede version, der kun varer en lille time. Det er iscenesætteren Rasmus Ask og dramatikeren Brian Wind-Hansen, der atter har fundet en form, som passer til lige netop denne tekst.

Iza Mortag Freund agerer fortæller, juleånder, og diverse andre figurer, mens teatrets nestor Ole Sørensen varetager hovedrollen som gnavpotten Ebenezer Scrooge, der i løbet af julenat gennemgår en radikal personlig udvikling.

Allan Frausing sørger for diskrete scenografiske ændringer i de sparsomme dekorationer, godt hjulpet af Stine Fumz og Johannes Smed, der har stået for henholdsvis lys- og lyddesign.

Iza Mortag Freund har både en sympatisk udstråling og et ganske levende kropssprog, men hun mangler i nogen grad tyngde i sin tekstformidling til, at denne del af forestillingen fungerer optimalt.

Men Ole Sørensen er naturligvis en blændende Ebenezer og misser ikke en nuance i denne til stadighed fascinerende karakter. Ligeså indædt vrissen han kan være som påholdende chef ligeså rørende kan være i sin forvandling til munter og gavmildt mensch.

Det er ikke mindst Ole Sørensens fortjeneste, at forestillingen, der gæstespillede i Hvidovre, gjorde lykke blandt publikum.

(Michael Søby)