EMILY

★★★★☆☆

Emily Brontë regnes med rette for en af største kvindelige forfattere på linje med Virginia Woolf, Jane Austen og Karen Blixen, og hendes mesterværk "Wuthering Heights" ("Stormfulde højder") er et hovedværk i verdenslitteraturen på et niveau, hvor kun få mandlige forfattere kan være med. Også på teaterfronten har "Stormfulde højder" været inspirationskilde, og ikke mindst for Odense Teaters tre-delte Reumert-vindende dramatisering demonstrerede historiens tidløshed.

Det er blevet til et hav af filmatiseringer, men det bedste er stadig William Wylers Oscar-nominerede udgave fra 1939 med Laurence Olivier og Merle Oberon. Det britiske tv-show Dave Allen og sangerinden Kate Bushs allerførste verdenshit "Wuthering Heights" sørgede for, at romanen fik en renaissance i 1970’erne, og diverse biografi-film om Emily Brontë, og søstrene Charlotte og Anne har også gjort deres til, at interessen for de tre Brontë-søstre stadig er betydelig: Ida Lupino, Olivia de Havilland og Nancy Coleman spillede Emily, Charlotte og Anne i Curtis Bernhardt stærkt romantiserede "Devotion" i 1946, og i 1979 fulgte André Téchinés mere sanselige version med Isabelle Adjani (Emily), Marie-France Pisier (Charlotte Brontë) og Isabelle Huppert (Anne).

Skuespillerinden Frances O’Connor har både skrevet og instrueret den premiereaktuelle film om Emily Brontë. Det er hun sluppet forbavsende godt fra, først og fremmest fordi hun synes at have forstået de mørke lag i "Stormfulde højder", og formået at spejle dem i portrættet af Emily Brontë.

Emma Mackey, som vi sidst har set i en smuk men fersk rolle i den storladne film om "Eiffel", brænder godt igennem som Emily, en kvinde med dybe lidenskaber og andre hemmeligheder.

Oliver Jackson-Cohen er fin, som den præst, hun får et særdeles nært forhold til. Fionn Whitehead, der i 2018 blev nomineret af cphculture.dk for årets gennembrud via sit spil overfor Emma Thompson i "Dommerens valg", bekræfter i den grad talentet som Emilys opium-afhængige lillebror. Også Harry Anton som Bill Heathcliff og Gemma Jones som Emilys gamle tante har deres øjeblikke.

Filmfotografen Nanu Segal formår at gøre de betagende stormfulde højder til medspillere, og komponisten Abel Korzeniowski fanger både poesien og passionen i sin underlægningsmusik.

Fremfor alt giver EMILY lysten til at læse eller genlæse "Stormfulde højder", og også den lyst bør man følge.