★★★★☆☆
Selvom åbningsscenen har lidt mange karakterer at forholde sig til for de mindreårige, kommer Eventyrteatrets juleforestilling alligevel i mål som en succes.
Ikke mindst de fire små aktivister yder effektiver showpræstationer, og forestilingens tre hovedrolleindehavere synger alle glimrende.
Bo Skødebjergs manuskript handler om en rigtig nisse blandt havenisser. Den navnløse nisse har brug for at vide, hvor den stammer fra, hvilket giver anledning til nogle eksistentielle overvejelser omkring identitet og medmenneskelighed. I mellemtiden kidnapper de undertrykte småaktivister havenisserne, og nogle dovne elever mistænkes i stedet for at stå bag.
Stuart Goodsteins liflige sange liver gevaldigt op i historien, ikke mindst fordi der er så mange velsyngende børn på Eventyrteatret.
NISSEN UDEN NAVN byder også på snevejr på scenen, og det er noget, som især den yngste del af publikum synes at værdsætte.
En time er alt, hvad der tager for at komme i julestemning, og bagefter kan man med fornøjelse besøge Tivolis hyggelige julemarked og de mange forlystelser, heraf flere med et særligt juletvist.
Der er også mulighed for at besøge en rødklædt ældre herre, der bør få enhver tvivler til at tro på julemanden.
(Michael Søby)