★★★☆☆☆
Instruktøren David Cronenbergs gyserfilm hører ofte til blandt de bedre, men hans seneste CRIMES OF THE FUTURE skuffer dog en del.
Viggo Mortensen har ellers hovedrollen som en syret performance kunstner ved navn Saul Tenser, der får transplanteret dele af sin krop i forbindelse med sine shows.
Vi befinder os nemlig i den ikke længere helt så fjerne fremtid, hvor kirugi er det nye sex.
Både Sauls assistent (spillet af den tidligere Bond-pige Leá Seydoux) og hans småneurotiske unge beundrerinde (Kristin Stewart) kæmper med hans opmærksomhed.
Hans show får en ny dimension, da også transplantation af indre organer indgår i hans optræden, og spørgsmålet er, om han egentlig har nogle grænser i den forbindelse.
Viggo Mortensens udfoldelsesmuligheder er begrænsede på grund af rollens karakter, men Leá Seydoux er også i denne film et charmerende bekendtskab.
Kristin Stewart, der ganske ufortjent blev nomineret til en Oscar for et løgnagtigt portræt af Princess Diana, er bedre som den småneurotiske, seksuelt underernærede anden kvinde.
Howard Shores stemningsmættede underlægsningsmusik bidrager til den utrygge stemning, og den skarpe satire vedrørende skønhedsindustriens dårskaber er et forsonende element. Men de kunstneriske visioner savnes, og man frygter, at Cronenberg har lavet sin sidste film?