★★☆☆☆☆
Teatret Sort/Hvid præsenterer i samarbejde med Songbirds og AKT1 en forestilling om en mor og en søn. Gestaltet på Sort/Hvids scene af skuespillerne Lotte Andersen og Louis Bodnia Andersen, der også er mor og søn, og som her optræder sammen ii Niels Erlings iscenesættelse.
Hele fire forfattere har bidraget til tekstmaterialet med to biologer, en geolog, en filosof og en astrofysiker som konsulent. Man ville sådan ønske, at dette enorme arbejde havde båret frugt, men der har tydeligvis manglet en ordentlig styring på projektet. Halvanden time lyder ikke af lang tid, men det føles i denne sammenhæng som at gå kloden rundt omkring ækvator.
Resultatet er nemlig blevet sæsonens mest gumpetunge bud på dansk dramatik. En tekst blottet for fremdrift, men med kvanteteorier og andre videnskabelige delikatesser nok til en hel universitetsforelæsning.
Det Kongelige Teater turnerer i øjeblikket med Michael Frayns Niels Bohr-forestilling "København", der på sublim vis forener dramatik og videnskab, så det kan altså lade sig gøre med både elegance, intelligens og vid. Bare ikke på Sort/Hvid denne aften.
Moderen anskuer klimakrisen ud fra en menneskelig vinkel, mens sønnen har naturen som hovedfokus, og derved er man sikret, at alt bliver skåret ud i pap. Ingen nuancer, ingen selvironi, intet scenisk liv.
Til sidst er moderen – og dele af publikum – på randen af nervøst sammenbrud, mens sønnen forsøger at trøste hende med endnu et eksempel hentet fra videnskabens verden. Det ender naturligvis med en sentimental omend ikke videre troværdig genforening.
Forestillingens to stjerner tilfalder derfor henholdsvis Lise Marie Birch for hendes niveauinddelte havescenografi, og Komponisten, musikeren og lyddesigneren Rasmus Juncker for hans futuristiske electro score.
Lotte Andersen har i andre sammenhænge ofte vist, at hun er en dygtig skuespiller og sanger, men her bliver præstationen irriterende entydig, fordi teksten også er det.
Louis Bodnia Andersen har en vis naturlighed i sin fremtoning, men karakterens selvhøjtidelighed er ubærlig, og de mange lange videnskabelig udredninger virker dræbende for forestillingens menneskelige historie. Den historie, som teatret selv lægger op til:
Historien om en mor og en søn.
(Michael Søby)
