★★★★☆☆
Teater Hund og teater [døgdi] er rykket ind i Krudttønden med deres finurlige co-produktion FAKTISK BARE FRI. Josephine Eusebius har skrevet manuskriptet og søsteren Mathilde Eusebius spiller hovedrollen som pigen Fri, der har det med at råbe op, når følelserne bare ikke kan være indeni længere.
Faktisk kan hun godt være lidt irriterende og selvoptaget i sine handlinger, men Mathilde Eusebius forsvarer hende kært, mens Ida Nørfelt Lund og Kristoffer Eriknauer agerer de lidet handlekraftige forældre.
Den barmfagre lærerinde Birthe må appelere til alle brystbørn, også selvom hun spilles af en mand, for Kristoffer Eriknauer spiller hende nemlig med charme.
Marie Kildebæk agerer en farveglad fantasi-veninde, og kan kun bebrejde sig selv, hvis de indlagte sange bliver lidt for sødladne selv for et børnepublikum. Hun har nemlig selv skrevet dem, men måske de ville vinde ved at blive sunget mindre kælent?
Rebekka Bentzen fortjener især ros for sin scenografi, der tager os op på tagene, hvor der både er luft og udsyn.
Tekstmaterialet bør ikke være tyndere end her, men Mathilde Eusebius gør "Fri" til et livligt bekendtskab, og det bliver i sidste ende afgørende for vores oplevelse af forestillingen, som Line Paulsen har iscenesat med sans for det underfundige – og tilgivelse for det støjende.
(Michael Søby)