★★★★★★
af
Jacob Wendt Jensen &
Christian Monggaard
Forlaget BOOK LAB
Jacob Wendt Jensen og Christian Monggaard skrev for få år siden den definitive bog om TV-serien "Matador". Nu har de atter forenet kræfter, og resultatet er blevet den definitive bog om HUSET PÅ CHRISTIANSHAVN.
Ligesom "Matador" var inspireret af den engelske TV-serie "Upstairs Downstairs" (datidens "Downton Abbey") lå der også en engelsk serie til grund for HUSET PÅ CHRISTIANSHAVN, nemlig den særdeles langvarige "Coronation Street", og også den danske serie satte rekord med 84 afsnit i perioden 1970-77.
En enkel spillefilm blev det ligeledes til, nemlig "Ballade på Christianshavn", der indbragte Karl Stegger karrierens eneste Bodil-pris for rollen som ny vicevært.
Den gamle vicevært blev spillet af Arthur Jensen, hvis filmkarriere strakte sig helt tilbage til 20’ernes stumfilm med Fy og Bi. Arthur Jensen opnåede aldrig en Bodil, end ikke for hans mest populære karakter, Arnold Hannibal Meyer i "Ballade på Christianshavn".
Et grundigt researcharbejde synes at være gået forud for bogen, og har bl.a. resulteret i et udsøgt fotomateriale – med alt fra sjældent sete billeder fra optagelserne, rollehæfter, kostumetegninger, breve og avisudklip.
Enkelte steder savner man navne på nogle af skuespillerne på billederne i billedteksterne, men det er bagateller i den store sammenhæng. Til gengæld får man en herlig nørdet oversigt over de birolle-skuespillere, der medvirkede i serien flere gange – ofte i forskellige roller.
Bogen rummer desuden citater fra en lang række af de mennesker, der har bidraget til serien, men også nogle fine portrætter af de skuespillere, der blev folkeeje på grund af deres medvirken i serien – hvis de da altså ikke var det i forvejen.
Mest imponerende er skildringen af tilblivelsesprocessen – især på manuskriptplan. Vi får blandt andet et par fold-ud sider, der giver et glimrende overblik over, hvilke forfattere, der skrev hvilke afsnit.
HUSET PÅ CHRISTIANSHAVN forsøger at aflive myten om , at Kirsten Walthers tidlige død skyldtes selvmord, og det går i rette med en del af den kritik, som serien mødte ved sin fremkomst.
Først og sidst er bogen gennemstrømmet af kærlighed til emnet, og HUSET PÅ CHRISTIANSHAVN fremstår fremfor alt som en velfortjent hyldest til en af de mest slidstærke danske tv-serier nogensinde. 430 store flotte sider, men så er der også plads til et dejligt foto af de to beundringsværdige forfattere på en af de sidste.
(Michael Søby)