★★★★★☆
I en tid, hvor valgkampen drejer sig om alt mulig andet end kultur, er det opløftende, at vi har en dronning, der hele tiden minder os om kulturens værdi. Derfor er hun ikke til stede, når der er kendis-træf ved et tilfældigt premiere-arrangement på endnu en overeksponeret Hollywood-produktion, men dukker i stedet op i Operaen, når der er repremiere på Poul Ruders internationalt anerkendte danske opera, THE HANDMAID’S TALE.
Margaret Atwoods roman blev for alvor internationalt berømt, da Volker Schlöndorff ("Bliktrommen") filmatiserede den i 1990 på grundlag af Harold Pinters filmmanuskript og med Natasha Richardson, Faye Dunaway og Elizabeth McGovern på rollelisten. En stadig mere udvandet tv-version af bogen har sikret det litterære forlæg såvel som operaen fornyet opmærksomhed, og nu får vi så en flot nyopsætning stramt iscenesat af den nu tidligere operachef John Fulljames.
Man kan undre sig over, at forestillingen ikke har fået en dansk titel, når den nye operachef konsekvent kalder den som "Tjenerindens fortælling" i sin i øvrigt glimrende introduktion i programmmet. "Tjenerindens fortælling" var da også den officielle titel på den danske bogudgivelse og filmen, men tv-serien og det faktum, at man har valgt at synge på engelsk med danske overtekster har nok gjort udslaget. Operaen har også vist sig eksport-egnet med opførelser i Australien, Canada og USA.
Nyopsætningen i Operaen er særdeles velbesat med flere gengangere fra originalopsætningen på Det Kongelige Teaters Gamle Scene i år 2000.
Vi befinder os i en fremtid, der om muligt virker mere skræmmende end den nutid, vi lever i – en verden, hvor Me Too er glemt, og hvor de udvalgte kvinder må stille deres underliv til rådighed og afleverer deres børn efter fødslen. Clloe Lamfords frysende kolde scenografi får liv i kraft af billeder af de børn, der blev taget fra deres mødre.
Forestillingens krævende hovedrolle som Offred varetages af den polske mezzosopran Hanna Hipp, der formår at finde udtryk for karakterens styrke og smerte i såvel stemme som krop. Den unge udgave af Offred gestaltes af Sarah Champion, der også både kan synge og spille i lighed med Jacob Skov Andersen i rollen som Luke.
Gisela Stille står knivskarpt – også vokalt – som den uhyggelige Aunt Lydia, hvis modstykke er Moira, som Clara Cecilie Thomsen fremstiller med glød.
Det er i det hele taget kvindernes aften, og Hanne Fischer har næppe nogensinde været bedre, end som den groteske Serena Joy, der det ene øjeblik synger "Amazing Grace" eller strikker, for i det næste øjeblik assisterer hun på nærgående vis i forplantningsakten.
De indespærrede kvinder skal nemlig lade sig tvangsbedække i håb om en graviditet, der kan sikre dem overlevelse. Rollen er uhyre udfordrende på flere punkter, men Hanne Fischer giver den alt, hvad hun har – både dramatisk og sangligt, og resultatet er en præstation af de helt store.
Det Kongelige operakor og Det Kongelige Kapel med Jessica Cottis som lidenskabelig dirigent får Poul Ruders truende men også lyriske musik til at folde sig ud, og det bragende bifald, der mødte ham efter forestillingen var fuldt fortjent. Hans operaversion af "Tjenerindens fortælling" – også kendt som "The Handmaid’s Tale" – viste sig nemlig at være en tidløs klassiker i Operaen – den royale.
(Michael Søby)
