★★★★☆☆
Selvfølgelig bør manden bag Eiffeltårnet have en spillefilm opkaldt efter sig. Martin Bourboulon har da også skabt en flot produktion om den berømte arkitekt, og vi får tilmed et indtryk af hans trængsler med at bygge Eiffeltårnet.
Alexandre-Gustave Eiffel stod også for den indre konstruktion af "Frihedsgudinden". Hans erfaringer med elastiske materialer kom ham og Frankrig til gode i forbindelse med skabelsen af det tårn, der i endnu højere grad end katedralen Notre-Dame blev selve symbolet på byernes by, Paris.
Desværre er instruktør for optaget af filmens kærlighedshistorie, nemlig Eiffels forelskelse i den smukke Adrienne, hvis yndige fornavn efter sigende inspirerede ham til at forme tårnet som et A.
Romain Duris (bedst kendt for Jacques Audiards "Det slag mit hjerte sprang over" og Francois Ozons "Min nye veninde") ligner ikke Eiffel, men gør primært god fyldest, når han skal give udtryk for de trængsler, som Eiffel måtte gennemgå – i sit arbejde og privat.
Emma Mackey, som vi snart skal se som forfatterinden Emily Brontë ("Stormfulde højder") i spillefilmen "Emily", er den skønne Adrienne. I filmen får vi nærmest indtryk af, at det er hendes bryster, der i første omgang interesserer ham, hvilket der næppe er dokumentation for.
Pierre Deladonchamps (César-vinder for "L’inconnu du lac" – også kendt som "Strangers at the Lake") spiller med overbevisning hendes udkårne, og skildringen af deres trekants-drama er ikke uinteressant, men fylder bare for meget.
Komponisten Alexandre Desplat (der også har leveret musik til en anden af ugens film, "The Lost King") sørger for at filmen får et vis episk flow understøttet af en flot billedside.
EIFFEL bliver dog aldrig stor filmkunst, men derimod en underholdende og en lille smule kulørt filmbiografi med appel til et stort publikum.
