★★★★☆☆
På Teater Next har man fået den storartede ide at dramatisere Kenneth Grahames VINDEN I PILETRÆERNE, en af de store klassikere indenfor børnelitteratur.
Christian Bergman har både skrevet manuskriptet og iscenesat, og det er der kommet en ganske fornøjelige børneforestilling ud af. Christian Bergman har sammen med forestillingens komponist Christina Dahlberg også skrevet teksterne til de iørefaldende sange, der bidrager til den muntre stemning.
Sangligt er vi dog ikke helt på niveau med de øvrige musikforestillinger i København p.t., men hovedrolleskuespillerne Mikkel Baden-Jensen (Muldvarp), Mette Kjeldgaard Jensen (Mosegris) og Sara Line Møller Olsen (Tudse) forekommer sympatiske, og især Peder Holm Johansen får meget ud af sine roller, hvad enten han skal agere grævling eller lokomtivfører.
Kirsten Brink har både stået for kostumer og scenografi, og især det lysegrønne naturlandskab ved floden kommer til sin ret på Teater Bremen denne eftermiddag.
Man kan med fordel læse VINDEN I PILETRÆERNE for sine småfolk inden forestillingen, og så ellers se frem til en hyggelig teateroplevelse, der dog har en kamp mod nogle ækle væsler (eller er det mink?) som et utvetydigt højdepunkt.
(Michael Søby)