HOLY SPIDER

★★★★☆☆

Ali Abbasis kontroversielle massemorderfilm HOLY SPIDER vandt sensationelt prisen for bedste kvindelige hovedrolle på filmfestivalen i Cannes takket være Zar Amir-Ebrahimis bemærkelsesværdige præstation. Hun spiller en iransk kvinde, der efterforsker mordene på en lang række sexarbejdere i den hellige by Mashhad.

Filmen bygger på en autentisk historie om seriemorderen Saeed Hanaeid, der dræbte 16 kvinder i år 2000 og 2001, før han blev kendt som edderkoppe-morderen. Ali Abbasi har også hentet filmens internationale titel fra denne sag, da motivet med tiden viste sig at være af religiøs karakter.

HOLY SPIDER er også en bevægende fortælling om fattige iranske kvinders livsvilkår i et strengt religiøse samfund, og deres mord bliver i flere kredse ligefrem behandlet som en velsignelse, da kvindernes adfærd blev anset som værende gudsbespottende.
Men Ali Abbasi benytter sig også af flere af underholdningsfilmens fortælletrik og effekter.

Således bliver flere af mordene skiltret i ganske unødvendige detaljer, som anfægter filmens lødighed uden at besudle den. Men filmens feministiske budskab er ikke til at tage fejl, og HOLY SPIDER er på flere måder en vigtig film, omend ikke uangribelig på det etiske plan.

Taktisk set kan man argumentere for, at juryen har taget det korrekte valg, da HOLY SPIDER har vundet pris på verdens vigtigste filmfestival, men kulturelt og kvalitetsmæssigt kan man diskutere om ikke de to andre kandidater ikke i højere grad havde forfjent det.

Tea Lindeburgs "Du som er i himlen" vandt både instruktørprisen og prisen for bedste kvindelige hovedrolle på den prestigefyldte filmfestival i San Sebastian. Frelle Petersens "Resten af livet" er af flere anmeldere blevet betegnet som et mesterværk, og er suverænt bud på årets danske fillm.

Spørgsmålet er, om DFIs jury skal have til opgave at pege på den film, der har størst chance for at vinde eller om det ikke moralsk set ville være mere uangribeligt, hvis vi rent faktisk stiller med den ypperste danske film?