★★★☆☆☆
Da Det Kongelige Teater spillede Ludvig Holbergs "Maskerade" i pangfarver for 5 år siden, gik det grueligt galt, så man er helt lettet over, at der trods forbehold er mere at fryde sig over for Holberg-fans i Skuespilhuset denne gang.
Iscenesætter Katrine Wiedemann har kastet sig over en af Holbergs mest fascinerende tekster "Den vægelsindede", der ikke bliver mindre interessant, når det bliver spillet i en samtykke-tidsalder med kostumer tilsyneladende vævet af (eller i al fald påvirket af) psykedeliske stoffer.
Desværre har produktionen været ramt af flere udskiftninger undervejs, og det bærer det nuværende resultat desværre stadig præg af. Atter engang må vi undvære Johanne Louise Schmidt, der vandt Teaterpokalen for sit seneste royale samarbejde med Katrine Wiedemann, forestillingen "Cyrano de Bergerac".
Men Johanne Louise Schmidt kom til skade i prøveforløbet, og er blevet erstattet af Marie Bach Hansen, der også synger smukt. Men hvor meget Marie Bach Hansen end slider i det, så får hun aldrig den Holbergske lethed i sit spil, og virker underligt fejlplaceret som den som humørmæssigt omskriftelige Lucretia.
Skuespilleren Nicolaj Jørgensen vandt flere priser for sin urkomiske indsats som "Jean de France" i Grønnegårds Teatrets Holberg-opsætning sidste år, så man havde i den grad set frem til at opleve ham som underkuet tjener i DEN VÆGELSINDEDE, men han måtte sygemeldes kort efter premieren. Sigurd Holmen Le Dous yder heldigvis en brav indsats i samme rolle, selvom spillet endnu ikke helt har fået den ro og naturlighed, som klæder rollen, men det kan sagtens komme, når han har spillet den nogle flere gange.
Det kan være svært at få øje på nogen overordnet pointe i opsætningen – udover at Lucretia måske er den kløgtigste og heldigste af dem allesammen? – men til gengæld kan man nyde en række ganske veloplagte individuelle præstationer, der dog ikke alle synes at høre til i samme forestilling.
Bedst fungerer Christiane G. Koch som den erotisk underernærede Terentia, Andreas Jebro som den fysisk hæmmede tjener Christoffer og ikke mindst Marie-Lydie Nokoudas resignerede omstillingsparate Øllegård.
Det er Marie-Lydie Nokoudas fortjeneste, at forestillingen får en social dimension, så vi mærker, hvorfor Øllegård og de andre tjenestefolk er nødsaget til at føje deres herskaber, hvor urimeligt disse end opfører sig. Vægelsind bliver dermed andet og mere end blot morskab, men også et livsvilkår med potentielt fatale økonomiske konsekvenser for dem, der i forvejen har mindst.
Slet ikke irrelevant i et land, hvor valgkampen lige er skudt i gang.
(Michael Søby)
