SPILLEREN

★★★★★☆

Den store russiske forfatter Fjodor Dostojévskij var det, vi i dag betegner som ludoman, og i den selvbiografiske roman SPILLEREN fra 1866 behandler han emnet indgående.

Dramatikeren Line Knutzon og iscenesætter Elisa Kragerup har givet teksten en både frisk og frejdig bearbejdelse, og tager os med til luksusfælden Roulettenburg, hvor man både kan skabe sig en formue og blive ruineret på en aften.

Her møder vi en bøvet general – gestaltet med vemod af Niels Ellegaard. Generalen venter bare på, at familiens gamle bedstemor skal krepere, så han kan arve hende. Så kan han nemlig både få råd til sin kostbare elskerinde (spillet med overskudsagtig seksuel tvetydighed af Simon Bennebjerg) og dækket sin gæld til franskmanden De Grieux (en skråsikker maskulin Stine Schrøder Jensen).

Et ægteskab mellem generalens frustrerede datter (et godt gensyn med Kitt Maiken Mortensen) og De Grieu – eller Zaki Nobel Mehabils nydelige britte?, kunne også være en økonomiske fordel for generalen. Men i stedet dukker den stadig livskraftige og livssaftige bedstemor op i skikkelse af en formidabel Tammi Øst, og så kommer der for alvor gang i den russiske roulette.

Forestillingens egentlig hovedkarakter spiller næsten kun en birolle i første akt, men det er den såre jævne Aleksej (spillet med en stille værdighed af Anders Budde Christensen), der virkelig elsker generalens datter, selvom han godt ved, at han er for fattig til at kunne få hende. Meget kan dog ske i Roulettenburg, men hvis penge virkelig er lykken, så er den i al fald kortvarig.

Palle Steen Christensens scenografi gør Roulettenburg til et skrækindjagende syntetisk feriefængsel, men Christensen kan også skabe en drømmeagtig luksus-rus, der ikke bare forfører vor hovedperson, men også publikum.

Line Knutzons velkendte sans for det groteske fornægter sig heldigvis heller ikke denne gang, og Elisa Kragerup får med klarsyn betonet romanens skildring af de sociale skæl og deres betydning. I en tid hvor valgkampen lige er blevet skudt i gang, er det velgørende at blive mindet om, at penge er magt, og magt korrumperer – nu som dengang. I Rusland, men også i Danmark.

(Michael Søby)