★★★★☆☆
Det er selvfølgelig noget vrøvl, når Nicholas Stollers BROS lanceres internationalt som den første "homoseksuelle romantiske komedie". Den ære tilfaldt "The Boys in the Band" helt tilbage i 1970, og BROS bliver hverken værre eller bedre af at have homoseksuelle i stort set alle roller. Det burde også lukke enhver diskussion om, hvorvidt en hetero kan spille homoseksuel, for svaret er nu indlysende: I al fald lige så godt som en homoseksuel kan spille en heteroseksuel.
Debra Messing fra homo-serien "Will og Grace" optræder som en ikke særlig charmerende udgave af sig selv, og filmens hovedrollekarakter (spillet af filmens medforfatter Billy Eichner) er ikke bare ulideligt selvoptaget, men bekræfter også flere fordomme end han afkræfter. Man fatter ikke hvad den veltrænende mutte Aaron ser i den selvfede Bobby, men Aaron er faktisk også en ret kedelig, og Luke MacFarlane kan i al fald ikke overbevise os om, at Aaron har taget en lang uddannelse som advokat.
Der er gjort et forsøg på at afmystificere og modernisere homomiljøet, og man får sig da også nogle enkelte grin undervejs, men der kommer hurtigt noget skematisk og syntetisk over en film, der gerne skal gøre alle glade og tilfredse.
Men hvis man bare kan læne sig tilbage og tage denne variant af myten om den eneste ene, for det den er, så er det skam muligt at hygge at sig til en komedie som denne i det rette selskab. Den er i al fald på niveau med mange af de mainstream-komedier, som Hollywood spytter ud i disse år. Og repræsentation er en god ting, spørgsmålet er blot, om det virkelig er nok? Lidt større kunstneriske ambitioner havde klædt filmen, men så havde BROS næppe været en romantisk komedie…
