AMSTERDAM

★★★★☆☆

Der er næppe nogen tvivl om, at instruktøren David O. Russell i mindst lige så høj grad er en fremragende manuskriptforfatter. Hans projekter får altid stor opmærksomhed, og filmstjernerne står i kø for at medvirke.

I filmen AMSTERDAM har han konstrueret en sindig beretning om tre venner, der pludselig inddrages i uhyre dramatiske begivenheder af stor politisk betydning. Instruktøren David O. Russell kunne dog med fordel have trimmet det ordrige manuskript, men så var der på den anden side næppe blevet plads til så mange stjerner.

Christian Bale yder som altid en bemærkelsesværdig indsats som vor helt med glasøjet, men filmens bedste præstation leveres dog af Andrea Riseborough som hans snoppede viv.

Den i enhver henseende overvurderede Taylor Swifts karakter bliver heldigvis aflivet hurtigt, men vi må trækkes med Margot Robbie som glamourøs sindslidende. John David Washington har også denne gang svært ved at leve op til faderen Denzel Washingtons renomé, men er dog lysår bedre end Chris Rock, der bare vedbliver med at være Chris Rock, mens man sender Will Smith en venlig tanke.

Mike Myers yder en vittig karrikatur på et overklasseløg, Rami Malek ageret slimet skurk og Robert De Niro fremstår myndig men heller ikke meget mere end det.

Periodekostumerne supplereres af tidstypise dekorationer, og filmens musikside er ligeledes af høj kvalitet, men alligvel sidder man tilbage med følelsen af, at denne produktion er stor ståhej for om ikke ingenting, så i al fald relativt lidt.