FRA SKJERN TIL VARNÆS

★★★★☆☆

Nicolaj Cornelius er Danmarksmester i "Matador". Ikke i spillet, men i TV-serien, og det kommer i den grad forestillingen FRA SKJERN TIL VARNÆS til gode. Her øser han nemlig af sin enorme viden om serien og dens skuespillere omgivet af små fine møbler og rekvisitter, der anslår det helt rette "Matador"-stemning.

Ikke mindst en lille radio, der giver ham anledning til musikalske smagprøver med relation til "Matador", og ikke kun kendingsmelodien. For sange med Marguerite Viby, Karen Jønsson og Osvald Helmuth er er også en del af Matador-historien. På scenen bliver de sunget af Nicolaj Cornelius med velvillig assistance fra det aldrende publikum, der tilsyneladende stadig kan teksterne.

102 gange har Nicolaj Cornelius efterhånden rejst med forestillingen, men alligevel føltes det som om, at festsalen på Hotel Prindsen i Roskilde var det helt rigtige sted at opleve netop denne forestilling.

For Lise Nørgaard kommer jo netop fra Roskilde, og selvom seriens navn er en kombination af Korsør og Holbæk, så er det byen Roskilde, der først og fremmest har været inspiration for serien. Der er således næppe tvivl om, at Hotel Prindsen med sin berømte Guldaldersal, hvor eftermiddagen forestilling bliver spillet, har været forbilledet for Postgården, det fineste etablissement i Korsbæk.

Med lune beretter Nicolaj Cornelius om sine møder med Matador-skuespillere, og får også med glimt i øjnene fortalt kendte og mindre kendte anekdoter om de øvrige medvirkende. Tonen er altid venlig, stemningen hyggelig, og Nicolaj Cornelius fungerer upåklageligt som elegant vært.

Han afholder sig klogeligt fra at "spille" figurerne fra "Matador", men nøjes med at anslå dem, og Cornelius behøver ikke gå meget mere end en par skridt på scenen med næsen i sky, før publikum har gennemskuet at nu skal vi hører om Hr. Schwann, førstemanden i Damernes Magasin.

Det er en fornøjelse at være i selskab med et menneske, der ved så meget om noget, der har berørt så mange, og som forstår at formidle det. Selv efter 40 år serien blev vist på DR, kan et eftermiddagsarrangement om "Matador" stadig fylde Guldaldersalen i Roskilde.

(Michael Søby)