★★★★★☆
"Lucifers datter" var navnet på en Flemming Flint-ballet fra 1992 med hans viv Vivi Flint i hovedrollen som Baronesse Karen von Blixen-Finecke alias Isak Dinesen, Osceola og Pierre Andrézel. Som det også fremgik af Bille Augusts spillefilm "Pagten" sluttede Karen Blixen en pagt med djævelen, da hun lå indlagt med syfilis efter at have mister alt:
"Da lovede jeg djævelen min sjæl, og han lovede mig til gengæld, at alt, hvad jeg herefter oplevede, skulle blive til historier. Og han har holdt sit løfte".
Djævelen (en dæmonisk Andreas Kaas, der viser nye sider af talentet) er derfor også med på scenen i balletten BLIXEN, hvor han giver dødskysset til Karen Blixen.
Titelrollen er denne gang tilfaldet Astrid Elbo som både danser og spiller den smukt – uden dog at give rollen den intellektuelle tyngde, som Kizzy Matiakis formåede i, hvad der blev karrierens største personlige triumf. Astrid Elbo mangler simpelthen hemmeligheder, men hendes sanselige bevægelser og poetiske udtryk gør alligevel et betydeligt indtryk.
Mathieu Rouaux leverer en lidt for nydelig udgave af Bror Blixen, hvorimod Ryan Tomash fremstår som en fyrig Denys Finch Hatton, der ikke er bleg for at vise, at han elsker Karen. Modsat Robert Redfords mere statuariske posør i Sydney Pollacks Oscar-vinder "Mit Afrika" overfor Meryl Streeps svale udgave af Karen Blixen.
Som Karen Blixens far yder Marcin Kupiñski forestillingens stærkeste indsats. Vi aner, hvordan han har vakt Karens interesse for det eventyrlige, og hans selvmord bliver derved et livstab, som hun til sine dages ende forsøger at bearbejde gennem egne fortællinger.
Sebastian Pico Haynes gør også indtryk som den loyale tjener Farah. Desværre er Farah næsten ene om at repræsentere det Afrika, som fyldte så uendeligt meget i Karen Blixens liv og forfatterskab, og det er synd. Ikke at koreografen Gregory Dean nødvendigvis skulle gøre Blixen-balletten til en ny "Løvernes Konge", men man sidder tilbage med den følelse, at han denne gang er sluppet for let om ved sin koreografiske skildring af den afrikanske kultur, der naturligvis bør være repræsenteret rent dansemæssigt i en Karen Blixen-ballet som denne.
Jon Morrell har med en udsøgt farvesans, der præger både de betagende scenebilleder og de overdådige kostumer, skabt et poetisk univers, som fryder vores øjne konstant. I den forbindelse skal Jesper Kongshaug besnærende lysdesign ikke undervurderes.
På lignende måde bliver Claude Debussys udødelige toner en sand forkælelse for vore ører, når den spilles af Det Kongelige Kapel under ledelse af Robert Houssart og med den lidenskabelige Alison Smith som pianist. Man kan dog diskutere, om lige netop "Clair de Lune" ikke er for banalt et valg til den store romantiske Pas de deux – Karen Blixen var jo alt andet end banal – men kønt er det i al fald at lytte til.
Selvom man kan savne passager med mere koreografisk vildskab, så keder man sig ikke et øjeblik i de tre timer, som balletten varer. BLIXEN er blevet en pragtfuld hyldest til en ener i den danske kulturhistorie og efter filmene "Mit Afrika" og "Babettes gæstebud" cementerede Blixens internationale status, fortjener denne BLIXEN også en chance i udlandet. Men først når den afrikansk dans atter er blevet en del af forestillingen.
(Michael Søby)
