★★★★★☆
Der er næppe noget skuespil, der synes mere velegnet til at fejre dansk teaters 300-års jubilæum end Ernst Bruun Olsens DEN POETISKE RAPTUS. I Geir Sveaass’ raffinerede bearbejdelse fremstår stykket tilmed som et lille mesterværk, og samtidig en perfekt introduktion til Ludvig Holberg – også for en ny generation.
Garvede Holberg-fans vil også fryde sig over, hvor ubesværet henvisninger til Holbergs skuespil flettes ind i handlingen, og man skulle næsten tro, at Tom Stoppard havde ladet sig inspirere af stykket, da han skrev filmen "Shakespeare In Love".
Marianne Nilssons velfungerende scenografi udmærker sig blandt andet ved nogle fine små papirbygninger ved scenekanten, hvor de elegant bidrager til et troværdigt tidsbillede.
Anders Juul agerer med dedikation en stadig mere stundesløs Ludvig Holberg, der via sine stykker kommer de danske skuespillere til undsætning, kun for at svigte dem, da folkestemningen ændrer sig.
Omkring vor hovedperson vrimler det med skæge birollerpræstationer, for der er få iscenesættere, som har Geir Sveaass’ evne til at få et skuespillerensemble til at blomstre:
Marie Louise Wille er hjerteskærende god som Holbergs djæve opvarterske og Jesper Riefensthal er glimrende som besk tysk præst.
De unge talenter Simon Kongsted og Jeppe Ellegaard Marling låner på munter vis fysik til to studentikose teaterfolk, omend man sidder med en fornemmelse af, at de med fordel kunne have byttet roller.
Tom Jensen har noget, der i al fald minder om fransk format. Rollen som Madame Montaigu savner endnu lidt grandeur, men det kan jo sagtens indfinde sig en dag. Man finder al fald ingen dårlige præstationer i denne forestillinger, og skuespillerne synes fornemt afstemt i forhold til hinanden.
Niels Anders Manley tegner således et smukt portræt af en jysk skuespiller, der íkke helt har fundet sin plads i det københavnske teatermiljø. Man aner smerten i Manleys spil, for københavneri var desværre ikke ualmindeligt dengang, mens begrebet i dag primært bruges som politisk propaganda.
DEN POETISKE RAPTUS fremstår som jubilæumsårets vigtigste gave til det danske publikum, fordi den minder os om nogle af de trængsler, der gik forud for det rige teaterliv, vi har i dag – også udenfor København.
(Michael Søby)
