★★★★★☆
Et af de utvetydige højdepunkter på Frederiksberg Festspil blev en time i musikalsk og litterært selskab med Marcel Prousts hovedværk PÅ SPORET AF DEN TABTE TID.
Værket udkom for nogle år siden i en fornem dansk nyoversættelse og i den forbindelse læste Prins Henrik uddrag på fransk, mens oversætteren læste på dansk. Prins Henriks oplæsning understregede hans formidable sans for formidlingen af det fransk sprog, men man savnede unægteligt en skuespiller til at formidle den danske version.
I Frederiksbergs ældste bygning, Bakkegården, der er beliggende i nærheden af de Carlsbergske elefanter, bliver drømmen forløst takket være skuespilleren Olaf Johannessen, som ikke misser een nuance i Prousts fabulerende sprogorgie.
Omkring disse velvalgte uddrag, der omhandler kunsten, kærligheden og livet, får den skønneste klasisske musik serveret er tre fortræffelige musikere: Janne Thomsen (fløjte), Dana Zemtzov (bratsch) og Tine Rehling (harpe).
Udødelige toner af Fauré, Debussy og Vieuxtemps samt Carl Nielsens suite fra "Moderen" smelter ubesværet sammen med ordene og efterlader publikum i en ophøjet stemning.
Lige indtil at der trampes rundt ovenpå og udenfor den hyggelige stue, hvor koncert-oplæsningen foregik. Synd, at man ikke havde taget højde for dette i planlægningen, da arrangementet var så delikat og fortjente ro.
Men det blev heldigvis også eneste minus – og kunstnerne formåede heldigvis at bevare koncentrationen.
For de hurtige er der stadig andre oplevelser at hente i forbindelse med Frederiksberg Festspil, der slutter søndag d. 18/9.
(Michael Søby)