MELANCHOLIA

★★★★★☆

Lars von Tries MELANCOLIA var en stilfærdig rystende skildring af verdens undergang og samtidig et personligt visuelt udtryk for de depressive tanker, instruktøren selv kæmpede med.

Kirsten Dunst, der vandt Cannes-filmfestivalens skuespillerpris for sin indsats, og Charlotte Gainsbourg portrætterede to meget forskellige søstre, den drømmende og sjæleligt ustabile Justine og den nøgterne og solide Claire.

På Aarhus Teater bliver lillesøsteren Justine spillet af Rikke Lylloff med destruktiv skrøbelig, mens Mette Døssing gestalter storesøsteren Claire med en kun umiddelbar sikkerhed. Da jordens undergang tilsyneladende nærmer sig, ændrer den søstrenes tilgang til livet radikalt.

Ida Grarups scenografi er overraskende enkel med en øvre scene, hvor lillesøsterens euforiske men glædesløse bryllup finder sted, og med et nedre beskyttelsesrum, hvor man kun tilsyneladende kan være i sikkerhed. Ganske virkningsfuldt, men man savner alligevel, at den kosmiske virkelighed i højere grad virker nærværende i de kliniske scenebilleder. Undergangen fremstår næsten som et postulat – skabt af syge mennesker – men det kan der selvfølgelig også være en pointe i.

Anja Behrens iscenesættelse virker i passager næsten for tro mod Triers univers, og et mere dristigt greb kunne muligvis have øget spændingskurven. Men det er bestemt en begavet og konsekvent gennemført opsætning båret oppe af de to skuespillerinder. Især Rikke Lylloff får plads til at vise nye sarte sider af talentet, og hun har tilmed kun haft kort tid til at indstrudere den krævende hovedrolle.

Hanne Windfeld og Jesper Lohmann gør god fyldest i de meget forskellige forældreroller, der dog har skråsikkerheden til fælles. Mathias Rahbæk og Emil Busk Jensen formidler begge en forfriskende maskulin skrøbelighed som ofre i familiedramaet.

Kjartan Hansens replikbehandling virker sært forstyrrende. Ofte gør han sig for meget umage med sin udtale eller også fortaber ordenes betydning sig – især i ensemblescenerne. Christian Hetland har også svært ved at markere sig i det stærke kvindelige selskab.

Lars von Trier oplevede selv verdens undergang som en forløsning, og den følelse får Anja Behrens også formidlet til os. Da lyset i salen går op i efter forestillingen, konstaterer man med en vis lettelse, at publikum i salen i al fald overlevede.

(Michael Søby)