★★★★★☆
Instruktøren Jean-Jacques Annaud fik i 1976 et verdensgennembrud med "Sorte og hvide i farver" ("La victoire en chantant"), der tilmed vandt en Oscar i kategorien bedste udenlandske film. Senere fulgte en række pompøse og kuriøse "storfilm" som "Kampen om ilden", "Bjørnen" og "Rosens navn", men først nu lever han op til de kunstneriske højder, han nåede med gennembrudsfilmen.
NOTRE-DAME I FLAMMER ("Notre-Dame Brûle") viser sig at være en tankevækkende dokumentarisk skildring af hændelser i forbindelsen med den frygtelige brand i Notre-Dame. Det usædvanlige ved filmen er, at der ikke synes at være en agenda bag, hvor een person eller een organisation skal gøres ansvarlige for ulykken. Tværtimod afspejler den kompleksiteten i den verdensberømte tragedie.
Fra uerfarne sikkerhedsfolk og brandfolk til lidt for erfarne eller forfløjne nøgleansvarlige – både med og uden astma. Et antikt alarmsystem, den parisiske trafik, vejrforhold og enkelte rigeligt effektive politibetjente medvirker til at gøre filmen til en sand "krimi", eminenent redigeret og forbløffende rekonstrueret.
Den allerstørste kvalitet ved filmen er dog Annauds forståelse af , at Notre-Dame for rigtig mange mennesker er andet og mere end en bygning.
Scenen, hvor en af de modigste brandmænd hører de religiøse sange fra de mange tusinde mennesker, der samlede sig rundt omkring Notre-Dame, forekommer ren, usentimental og smuk. En enlig præst, der trods gnisterne fra kirkeloftet prøver at redde en kunstskat, og en gammel dame, der er mere opsat på at få reddet sin kattekilling ned fra et tag viser mangfoldigheden hos alle de mennesker, der blev påvirket af katastrofen.
NOTRE-DAME I FLAMMER fremstår som et vidnesbyrd om en i sidste ende heroisk kollektiv indsats, men også om bibeholdelsen af nogle åndelige værdier, som end ikke sure mænd i gule veste er klædt på til at vurdere.
