PRIDE PREMIEREFILM

★★★☆☆☆

THE SCHOOLMASTER GAME **

FIREBIRD ****

Det er en glimrende ide, at man bruger Priden til at vise nogle spillefilm, der ikke er i dansk biografdistribution, men som omhandler den mangfoldige homokultur på verdensplan. Det kunstneriske niveau var dog til at overse i år, og især Ylva Forners THE SCHOOLMASTER GAME ("Magisterlekarna") havde sin primære (hvis ikke eneste?) kvalitet i kraft af repræsentationen af homokarakterer.

Faktisk var samtlige karaterer i filmen homoseksuelle, og skildringen af de unge mænds kampe på St Sebastian Academy blev er forstemmende billede af, hvordan verden ville se ud, hvis der kun var homoseksuelle i den. En håbløs manieret Johan Ehn agerer masochistisk skolelærer med forkærlighed for især en af de unge mænd.

På trods af en rig variation af homo’er forekommer ingen af dem at være videre sympatiske, og de fleste spilles tilmed rædsomt af nogle kønne men kedelige unge mennesker, som man kun modvilligt kalder for skuespillere.

Så den mangfoldighed som THE SCHOOLMASTER GAME egentlig skulle have været en fejring af, bliver den snarere et argument imod, og det er temmelig fatalt i Pride-sammenhæng.

Peeter Rebanes FIREBIRD er derimod et eksempel på en type film, som klæder Priden. En smertefuld men ganske smuk kærlighedshistorie fra østeuropa om vanskelighederne ved at udleve sin kærlighed i et homofjensk totalitært samfund.

Desværre har man valgt at lade alle skuespillerne tale engelsk, hvilket ikke giver nogen mening i forhold til handlingen, og når de medvirkende så tilmed har en mangfoldighed af dialekter og accenter, der gør de umuligt at forstå alt hvad der bliver sagt uden undertekster, så trækker det ned i helhedsoplevelsen.

Men kærlighedshistorien forekommer både stærk og relevant, og vi føler empati med filmens hovedkarakterer. FIREBIRD formår også at inddrage østeuropæisk kultur jvnf. filmens titel, og sørme om den danske prins Hamlet ikke også har en væsentlig plads i handlingen.

Vi må dog håbe, at der til næste år er flere nye film på samme eller højere kunstneriske niveau end FIREBIRD med i Priden, så vi for alvor får noget at være stolte af også på den front.