★★★☆☆☆
Bag titlen ANATOLIAN LEOPARD ("Anadolu Leopari") gemmer der sig en politisk allegori, der afspejler styret i den tyrkiske hovedstad Ankara. Emre Kayis’ debut forekommer forbløffende sikker, men desværre også temmelig omstændelig og lidt kedelig.
Byens gamle zoologiske have skal omdannes til forlystelsespark, men før end det kan ske, skal man have fundet et godt hjem til alle dyrene, ikke mindst den anatolske leopard, der symbolisere den nationale stolthed.
Den gamle direktør (der spilles af Ugur Polat som et personificeret suk) er det tilsyneladende kun een måde at redde sit arbejde på. hvis Leoparden forsvinder, kan den ikke sælges og handlen må derfor gå tilbage. Han får uventet hjælp af den kvindelige kontorassistent med de skræmte øjne (en fin underspillet indsats af Ipek Türktan), og hendes loyalitet synes ligefrem at række ud over arbejdstiden.
ANATOLIAN LEOPARD demaskerer med al ønskelig tydelighed et land, hvor de kulturelle værdier devalueres og de stærke kommecielle kræfter tvinger folk ud i koruption og anden form for svindel.
ANATOLIAN LEOPARD lanceres som en slags spændingsfilm, hvad den kun til dels kan siges at være, men på trods af den langtrukne handling gør den dog et vis indtryk – ikke mindst på grund af Nick Cookes billedkompositioner. Et flygtigt filmet øjeblik, hvor en giraf hentes af en dyretransport, og vemodigt ser sig tilbage som en anden Kristina fra Düvemåla, er i virkelighed det, som gør størst indtryk i denne desværre lidt for sobre film.
