★★★★★★
København har god grund til at danse, for Ulrik Birkkjær og Thomas Mieth har igen formået af importere et værk af en af verdens største koreografer til at åbne deres prisbelønnede dansefestival.
Denne gang gælder det Sidi Larbi Cherkaouis NOMAD, der ved hjælp af 11 dansere og een sanger leverer et kunstnerisk knock-out på Folketeatrets store scene.
Den todelte baggrund danner en formidabel visuel kontrast. Nederst den golde krakelerede jord, hvor regnedråber forgæves splintres som små lynnedslag, og øverst de evigt bevægelige skyformationer i en betagende changerende farvesympfoni. Et uforglemmeligt billede af klimasituationen, der samtidig afspejler klassesamfundet.
De 10 dansere står med ansigterne tildækkede af tørklæde sig kun deres øjne, der stirrer ud på os, er synlige. I løbet af forestillingens 65 minutter afklædes de for vore øjne, til de står næsten nøgne indsmurt i mudder.
10 nomader – Otte mænd og tre kvinder – med forskellig etnisk baggrund, vidt forskellige i højde og drøjde, men dog i en form for fællesskab præget af hårde livsvilkår. Vi oplever kvinderne kampe på ryggen af nogle imponerende dyr skabt af dansere med stylter på både hænder og fødder. De bliver angrebet af nogle ansigtsløse panterlignende skabninger, og vi fornemmer, at nomadernes kampe ofte er på liv og død.
Men vi ser også normadernes kroppe smelte sammen – på tværs af kønslige, aldersmæssige, religionsmæssige og størrelsesmæssige dogmer. Fordi tilpasningen er en betingelse for overlevelse og behovet for ømhed stærkere end grænser. Fra deres isolation i ørkenen betragter de en anden verden, som dette mindretal aldrig er en del af. Den klimakatastrofe, som de oplever i ørkenen, har de aldrig selv været skyld i.
Til sidst er der kun to blodige hvide mænd tilbage – udmattede af kampe, der mere og mere ligner omfavnelser, for hvad er der efterhånden at kæmpe for mere? Den statuariske mørke sanger, der i løbet af den sidste time har sunget arabiske toner for os mixet med bl.a. tyrkisk og japansk musik og sang, kan kun tilbyde en form for lindring med sin kunst. Et sidste håb om forandring?
Det bragende bifald umiddelbart efter forestillingen vidnede i al fald om, at kunstens kraft og dermed håbet stadig lever, og at dansefestivalen "København danser" med kompagniet Eastmans gæstespil har opnået en utvetydig kunstnerisk sejr af de store.
(Michael Søby)
