★★★★☆☆
I Holbæk havn – foran den glimrende kage og cocktail-café Soho – har "S/V Swallow", et tomastet sejlskib fra 1926, lagt til kaj.
Ombord er 7 artister, der ikke blot sejler med og bor på skibet, men som også opfører forestillingen RIPPLES ("krusninger") for de publikummer, der måtte indfinde sig i de havne, hvor de lægger til. Forestillingen kommer fra Finland, og skal bl.a. videre til Estland og Norge efter et tre-dages ophold ved havnen i Holbæk.
RIPPLES er produceret af Acting for Climate, Festival Norpas og Hawila Project, og forestillingen indeholder da også flere visuelle budskaber, der minder os om de mange presserende klimaspørgsmål, der kræver aktive besvarelser øjeblikkeligt. Allerede inden forestillingen går i gang hører man diverse klimaaktivister fra hele verden dele deres overvejelser om klodens fremtid.
Den anerkendte iscenesætter Hanne Trap Friis fra freezeProductions sørger for, at de syv artister bruger hele båden til deres kropslige udfoldelser. Fem kvinder og to mænd: Abigael Rydtun Winsvold, Emma Langmoen, Heidi Miikki, Lucie Piot, , Marie Binda, Max Behrendt, og Ole Skovgård Dampe (som mange vil huske fra Eventyrteatrets farvestrålende forestillinger).
Man nyder, at de gamle cirkus-stereotyper er ophævet, således at både kvinder og mænd kan varetage fysiske krævende numre, og at mænd og kvinder kan indgå i krævende samarbejder, hvor man skiftes til at bære, løfte og støtte hinanden. At de medvirkende så også er knalddygtige og ikke uden humoritisk sans bidrager kun til at gøre RIPPLES til Nycirkus, når det er bedst.
Skal man udsætte noget på forestillingen, må det være, at den på manuskriptplan har svært ved at slutte. Et par gange virker det som om, at nu skal vi til at runde af, og så kommer der alligevel en ny passage. Men det er småting i den store sammenhæng, og der er især een scene, som bliver hængende i bevidstheden længe efter.
På et tidspunkt får en af de medvirkende kvinder snoet sit ben ind i et tov langt oppe i luften. Det ser ikke behageligt ud, og hun råber om hjælp. Flere af de medvirkende drøner rundt uden at vide, hvad de skal gøre, og som tilskuere bliver man helst stresset på den arme piges vegne.
Først da de øvrige artister sætter sig ned med en kop kaffe for at diskutere, hvad man skal gøre for at løse problemet, indser man, at denne dramatiske sekvens er et stærkt billede på vores egen ubehjælpsomhed i forhold til klimaet. Alle ved, at der skal gøres noget – og at det skal være nu! – men vi holder blot flere kaffe-møder i stedet for at handle.
Således lykkedes RIPPLES-holdet med at formidle det relevante budskab, og kan trygt sejle videre, da alle de mange tilskuere på havnen i Holbæk naturligvis har lært noget af forestillingen, og vil yde en større indsats for klimaet i fremtiden. Må man da håbe…
(Tekst: Michael Søby. Fotos: Daniel Lassen)
