★★★☆☆☆
For 11. gang byder Teatret Slotsgården indenfor til en usædvanlig gakket version af en klassisk komedie eller farce. Denne gang er det Molières "Misantropen", der har været under behandling, om resultatet virker i år snarere som et nyt stykke inspireret af en klassiker fremfor blot en nyfortolkning af en allerede eksistrende tekst.
Det kræver unægteligt mod at tro, at man kan forbedre Molières værker, og gøre dem mere tidstypisk. Det kan Johan Sarauw, Martin Nyborg og Jacob Moth-Poulsen heller ikke, selvom de får velvillig assistance af det øvrige hold på scenen. Tværtmod kommer der noget anstrengt og "villet" over komikken, og det er ikke til gavn for nogen. De løftede pegefingre bliver overtydelige, og så hjælper det kun lidt, at kostumerne er ganske festlige og at skuespillerholdet slider i det.
Jacob Moth-Poulsen slipper selv bedst fra det som den melankolske idealist André, fordi vi mærker en ægte smerte over vor tids dårskaber i hans indre. Emilie Rasmussens menneskekærlige livsnyder Celeste er genstand for Andrés kærlighed, men hun er heller ikke uden ben i næsen i denne version. Mathilde Lundberg får maksimalt ud af to meget forskellige kvinderoller, mens både Simone Harvlald og Emil Hyldeborg primært excellerer i seksuelt tvetydige karakterer.
Johan Sarauw og Martin Nyborg har ikke fundet nogen helstøbt balance i deres iscenesættelse, og selvom der er vittige momenter undervejs, så forplanter deres kunstsatire sig aldrig for alvor til publikum. Dertil virker den simpelthen for indforstået.
MISANTROPIA hører derfor ikke blandt de sjoveste forestillinger, vi har set i Slotsgården, men mindre kan også gøre det for en enkelt gang skyld. Og hvis man igen begynder at stole på de værker, man vælger at opføre, kan tradionen med teatret i Slotsgården sagtens fortsætte.
(Michael Søby)
