COPENHAGEN JAZZ FESTIVAL 2022

GILBERTO GIL

&

HERBIE HANCOCK

★★★★★☆


To af de absolutte hovednavne på årets Jazzfestival i København blev brasilianeren Gilberto Gil og Herbie Hancock fra USA. De leverede begge uforglemmelige koncerter – men på vidt forskellige måder.

80-årige Gilberto Gil virkede en anelse svækket, da han indtog scenen i DRs Koncerthus., men det var lige indtil musikken for alvor gik i gang. Hans milde udtryk vidner ikke om et til tider barskt og omskrifteligt liv. Han både har været Brasiliens mest fejrede musiker og kaffelandets kulturminister, men han ved også, hvad det vil sige at være boycottet og blacklistet. De skarpe politiske holdninger har også haft en pris.

Men her i DRs koncerthus iklædt afslappet lyst tøj virkede han glad og tryg, for de ca. 15 mennesker, som han var omgivet af på scenen, tilhørte alle hans familie. Ikke alle på samme kunstneriske niveau som det aldrende ikon, men flere af dem var bestemt dygtige – både som sangere og musikere.

Fremfor alt viste koncerten en helt særlig samhørighed, hvor alle i den grad talte samme musikalske sprog og hvor de menneskelige bånd tilførte koncerten en hel særlig dimension. Selv et lille barnebarn, der endnu var for lille til at gå i skole, kunne spille guitar og danse med på "O Pato" (fra "Gilbertos Samba", 2014) med en ildhu, der smittede.

Derfor blev det hverken Beatles-sangen "Get Back" eller "The Girl from Ipanema", der endte som aftenens højdepunkt, men derimod et af de store fællesnumre mod slutningen, efter en lang række solier. Her fungerede familien ikke blot som opbakning, men som en del af livsværket – måske ligefrem forudsætningen for det?

En cool Herbie Hancock klædt helt i sort havde derimod allieret sig med et hold sublime musikere, der konstant overraskede Herbie Hancock – og publikum, når de legede med melodierne på ekvilibristisk vis: Lionel Loueke på guitar, James Genus på bas, Terence Blanchard på trompet
og Justin Tyson på trommer. Bedre opbakning kunne ingen ønske sig.

Hancock lagde stærkt ud med "Overture" fra albummet Gershwin’s World fra 1998 efterfulgt af Miles Davis-klassikeren "Footprints", som kun de allerbedste slipper afsted med at spille.

"Actual Proof", et funky nummer fra albummet "Thrust" fra 1974, bød på glasklart klaverspil suppleret med svingende rytmisk guitar suppleret af trommespil leverer i et dejligt upbeat tempo. Man følte sig næsten som gæst på en hip natklub med lækker dæmpet belysning, velourbetræk på møblerne og tropiske drinks foran sig.

Fra "Sunlight"-albummet, der udkom i 1978, fik vi "Come Running to Me". Et sensuelt forførende indslag, der samtidig beviser, at fænomenet "auto-tuning" ikke blev opfundet af Cher med singlen "Believe" i 1980’erne.

I "Secret Sauce" viste Hancock, at hans musikalske mesterskab også omfattede instrumentet "keytar". Et andet højdepunkt blev "Cantaloupe Island" fra albummet "Secrets" (1978), inden "Chameleon" fra "Headhunter" anno 1973 så småt rundede koncerten af med psykedeliske passager, der pegede fremdad.

Gil og Hancock var blandt de allerførste, der modtog Grammy’er i kategorien årets album for en jazzplade. Hancock har tilmed vundet en Oscar og besejrede tilmed selveste Ennio Morricone, der var nomineret for sit mesterværk, "The Mission". Men takket være det jazzede soundtrack til Bertrand Taverniers stemmningsmættede Dexter Gordon-film "Round Midnight" løb Hancock af med sejren.

I DRs koncerthus sejrede Gilberto Gil og Herbie Hancock begge med få dages mellemrum og viste samtidig jazzmusikkens spændvidde og tidløshed. Man må håbe, at succcesen giver festivalen blod på tanden til at invitere andre musikalske legender, der kan udvide vores opfattelse af, hvad jazz er f.eks. Johnny Mathis og Bjørn Shift. Vi venter spændt.

(Michael Søby)