★★★★☆☆
Det danske filmselskab Snowglobe kan bryste sig af at være co-producenter på det stilfærdigt bevægende og dybt aktuelle familiedrama, COSTA BRAVA, LIBANON.
Familien Badri består af patriarken Walid, hans viv Soraya, teenagedatteren Tala og hendes lillesøster Rim samt bedstemor Zeina. De er en priviligeret familie, der er flyttet fra den massive forurening i Beirut til en idylisk landejendom i bjergene udenfor Beirut. Men idylen trues af en stadig mere påtrængende losseplads – lige ved siden af familiens paradis.
Planter og dyr i området påvirkes af den nye nabo, og snart er det ikke blot vandet i svømmepølen, men også drikkevandet, der skifter farve.
Alle disse trængsler påvirker den lille familie på hver deres måde. Bedstemoderen nægter at acceptere de mundbind, der efterhånden bliver obligatoriske, og mens Walid foretrækker at blive at kæmpe sammen med sin loyale lille pige Rim, savner Soraya sit liv og karrieren i byen.
Teenagedatteren Tala føler sig splittet, for hun har et godt øje til Tarek, en af regeringens håndlangere der overvåger lossepladsen. Men hendes loyalitet ligger hos moderen, da også hun er en ensom i paradiset.
Filmens instruktør Mounia Akl har skrevet filmen i samarbejde med Clara Roquet, og det er der kommet en bemærkelsesværdig historie ud af – med gode roller til alle og med et skarpt fokus på den globale klimakrise, der bare ikke stopper af sig selv.
COSTA BRAVA, LIBANON er en forrygende velspillet og nuanceret film, hvor vi forstår alle samtlige karakterer, selv når de tager fejl.
Saleh Bakri udstråler både viljestyrke og afmagt i rollen som Walid og Nadine Labaki (der instruerede og medvirkede i den Oscar-nominerede "Kapernaum") er glimrende som hans kone, en succesfuld sangerinde, der nu er henvist til et liv i isolation.
Nadia Charbel og Francois Nour er søde som de to ensomme unge, og tvillingerne Ceana og Geana Restom deler rollen som den lille viljestærke Rim. Også Liliane Chacar Khoury som den rapkæftede bedstemor går indtryk.
Aldrig før har klimakrisen virket så nærværende i en spillefilm, og man må derfor håbe, at Folketingets medlemmer bruger en my af deres alt for høje lønninger på biografbilletter til denne film, da den gør det, vi allesammen går og frygter, krystalklart, og påpeger samtidig, hvorfor det er nødvendigt at handle. Nu!
