AAKJÆR

★★★★☆☆

Forestillingen AAKJÆR skiller sig ud fra det meste af CPH STAGEs øvrige repertoire ved at henvende sig til de ældre og ældste teatergængere. Der var da også reserveret en del billetter til en pensionistforening denne eftermiddag og de nød tydeligvis at høre om Jeppe Aakjær og lytte til hans sange.

Teatret Optimis har produceret forestillingen, der spiller på Frederiksberg-scenen Metronomen, og varer små to timer inklusiv pause og velkomstdrink.
Bo Skødebjerg har iscenesat forestillingen med respekt for Jeppe Aakjærs egne værker, og baseret på et manuskript som han og den syngende skuespiller Allan Høier har skrevet. Allan Sjølin sørger for et elegant guitar akkompagnement til historien.

Vi møder den alderende AAKJÆR på gården Jenle, hvor han får besøg af manden med leen. Men inden han må gøre ham følge, får han lov til at genopleve sit liv – fra den barske fattige barndom til berømmelsen og anerkendelsen.

Forestillingen minder os om, at Jeppe Aakjærs liv og karriere var andet og mere end fine tekster til iørefaldende folkeviser. Aakjær var også aktivist og kæmpede en ihærdig kamp for at forbedre livsvilkårene for de fattigste bønder.

Aakjaar-filmene "Når Bønder elsker" og "Livet på Hegnsgaard" er inden for de sidste par år blevet udgivet på DVD. De bekræfter dette indtryk, og AAKJÆR føjer sig således naturligt til en velkommen renaissance for en af de største danske forfattere gennem tiden.

(Michael Søby)