★★★☆☆☆
Hvad man end måtte mene om Rosalinde Mynsters dialekt i "Badehotellet", så er hun altså en alsidig skuespillerinde. Det vidnede også om en vis kunstnerisk nysgerrighed, da hun takkede nej til en sæson i den populære TV-serie for at medvirke i mere smalle film- og teaterproduktioner.
Et samarbejde mellem Hotel Pro Forma, Aalborg Teater og Aveny-T resulterer nu i en 80 minutters lang monolog baseret på Helle Helles roman "de".
Instruktørerne Kirsten Dehlholm og Marie Dahl er også ansvarlig for forestillingens dramaturgi, og har sammen med Vertigo og Ole Kristensen ligeledes andel i forestillingens scenografi: Lange rækker af lysende LED-stænger, der tilsammen udgør en helhed.
Det er dog som om, at man ikke helt er afklaret, hvorvidt forestillingens hovedkarakter er en kærlighedshungrende teenagepige, der bor hos sin døende mor, eller om Rosalinde Mynster blot gestalter en erindringsmaskine.
Rosalinde Mynsters meget ensartede stemmeføring er muligvis ikke atypisk i visse egne af landet, men virker primært robotagtig. Kropsproget indikerer snarere et glædesløst liv jvnf. de apatiske bevægelser. Måske er det vi ser i virkeligheden en af ulemperne ved af at have to instruktører på een forestilling?
Den flotte lys-scenografi imponerer, men skaber også en sær sci fi-distance, som ikke gavner forestillingen som helhed og som igen på forstyrrende vis trækker forestillingen væk fra den naturalisme, der trods alt synes at dominere i teksten.
Mod slutningen kommer der en større menneskelighed over Rosalinde Mynsters præstation, men om det så er helt nok til at redde af forestillingen, kan man diskutere.
Synd – for stoffet er godt og efterhånden også vedkommende og opsætningen professionelt udført. Man kan naturligvis blæse og have mel i munden, når man er to iscenesættere – men på scenen må visionen være klart formuleret, for at forestillingen kan gå op. Selv en dygtig skuespillerinde som Rosalinde Mynster kan ikke både være maskine og menneske.
(Michael Søby)
