COOK BOOK

★★★☆

Hver dag i spilleperioden møder en ny skuespiller op på Teater Grob. Uden forberedelse får skuespilleren udleveret en slags kogebog med opskrifter på de snacks skuespilleren skal lave til publikum og på hvad skuespilleren selv skal gøre og sige.

Denne aften er det Arian Kashef (kendt fra bl.a. tv-serien "Når støvet har lagt sig"), der kaster sig ud i eksperimentet. Han får snart sat risen over i riskogeren, men det viser sig så, at der mangler en ingrediens til maden, nemlig safran. Med et kamera som eneste faste følgesvend begiver han sig ud i lokalkvarteret ved Blågårdsplads, men det viser sig at være svært at lokalisere dette kostbare krydderi.

Han møder flere lokale og hører deres historier og får også et par smagsprøver, men det er først efter mødet med en af stykkets forfattere, at historien for alvor stikker af. Pludselig befinder han sig tilsyneladende i Malmø sammen med forestillingens ganske uforfængelige iscenesætter, men ligesom i TV-serien lykkedes det skuespilleren at vende tilbage til teatret – via et køleskab!

Iscenesætteren Henrik Grimbäck nyder tilsyneladende at lege med det metaunivers, som dramatikerne Nassim Soleimanpour og Jesper Pedersen, og det er da også ganske sjovt, indtil det ikke er sjovt længere.

Arian Kashef gør hvad han kan, og bemærker lakonisk, at hvis han havde vist, at han skulle medvirke i en film, havde han forlagt mere i løn!

Forestillingen er et samarbejde med Pacemaker, og et ganske skægt eksperiment, men heller ikke meget mere, trods de gode intentioner om at skildre den etniske samdrægtighed og den farverige gastronomi ved Blågårdsplads.

(Michael Søby)