★★★★★☆
Hovedstadens nye festival København Danser overrumplede alle sidste år – ikke mindst med et dobbelt-program tilegnet PINA BAUSCH. Forestillingen blev af cphculture.dk kåret som årets gæstespil i 2021 og for de hurtige er der nu mulighed for at se eller gense PINA BAUSCH-programmet i Østre Gasværk på Østerbro.
PINA BAUSCH-programmet lagde ud med "Common Ground(s)", et magisk møde mellem to af den moderne dans’ legender. Malou Airaudo var en af de oprindelige dansere på Pina Bausch’ Tanztheater Wuppertal og Germaine Acogny regnes ikke uden grund for den moderne afrikanske dans moder.
Men hverken sentimentalitet eller nostalgi var nødvendigt for at nyde dette kærlige og kløgtige møde mellem to dansetraditioner og to kvindeskæbner. Begge damer emmede af ynde og kraft, der ikke fornægtede, at de begge havde rundet de 70, men tværtimod inddrog og omfavnede det, så det blev en kunstnerisk kvalitet i sig selv.
Eneste minus var lyden. Når damerne talte til hinanden, kunne man kun høre enkelte ord, hvilket irriterede, fordi ordene tilsyneladende forholdte sig til de smukke bedagede fotos, der blev projiceret på bagvæggen. Vi savnede mikrofoner eller tekster.
I pausen sørgede Østre Gasværks ansatte for, at flere tons jord blev ordentligt fordelt på dansegulvet, og snart var vi parate til den fornyede version af Bauschs mesterlige "Le Sacre du printemps" produceret af Ecole de Sable (Senegal), Pina Bausch Foundation (Tyskland) samt Sadler’s Wells (England).
26 halvnøgne kroppe fra 14 forskellige afrikanske lande gav sig hen til passionen, så sved og jord gik i symbiose til Igor Stravinskijs udødelige musik. En både fysisk og sjælelig besættende oplevelse, der blev i tilskueren længe efter – og måske er den der faktisk endnu?
(Michael Søby)