HUN ER DØD

★★★★☆☆

Østerbro Teaters Revolver-scene danner atter rammen om et scenisk eksperiment, der denne gang består i at lave musikdramatik ud af en historie om vor kulturs besættelse af vold mod unge kvinder.

Om det er græske tragedier og Shakespeares skuespil så vrimler de med unge kvindelige ofrer, og i diverse meget nutidige true crime-serier og gyserfilm – senest den danske "Speak No Evil" – er der nærmest garanti for at en ung pige bliver maltrakteret af en voksen mand.

På den nøgne hvide revolverscene står Sara Viktoria Bjerregaard iført grøn skjorte og ditto lårkort nederdel samt lange lyserøde støvler. Hun er Hazel, men også andre kvinder – ikke ulig dem i salen. Potentielle ofrer for vold.

Bagerst på scenen i højre side sidder Rasmus Juncker, der også har skabt forestillingens emintente lydside, og ikke mindst hans trommesoloer udgør en trussel for os og for pigen på scenen. Hun kan aldrig rigtig føle sig tryg.

Hun forsvandt en aften. Gik ikke med veninden hjem fra byen. Blev i stedet fundet som lig.
Sara Viktoria Bjerregaard er fortræffelig i sin skildring en ikke nødvendigvis pæn ung kvinde, der har det sjovt, når hun er i byen, og godt kan være udfordende og opsøgende. Men en kvinde, der har ret til at leve.

De forstemmende og noget ensformige sange, som Sara Viktoria Bjerregaard synger, ligger i naturlig forlængelse af den unge piges skæbne og demonstrerer i det mindste, hvor dygtig en sanger, at Sara Viktoria Bjerregaard er. Intet under, at Aarhus Teater har hyret hende til hovedrollen i musicalen "Evita" i den kommende sæson. Men den lidt kælne sangstil, som hun bruger her til at understrege klicheen om den unge erotiserede pige i diverse former for massekultur, må hun gerne lade blive på Østerbro.

At kalde Sara Viktoria Bjerregaard for en lovende skuespillerinde virker næsten misvisende, for hun synes allerede er være klar til de store opgaver, og filminstruktøren Anders Refn har da også allerede haft glæde af hendes talent i den vigtige rolle som datteren i filmene om "De forbandede år".

I HUN ER DØD viser hun et betydeligt følelsesregister, og er direkte rystende i en uhyggelig demonstration af, hvor lang tid, der tager at drukne en ung kvinde.

Dramatiker Sonja Ferdinand har udarbejdet forestillingen tekst i samarbejde med instruktøren Amanda Linnea Ginman. I deres fælles vision er det kun mænd, der er skyldige i forbrydelserne, hvilket de i al fald et langt stykke vejen også har statistisk belæg for. Og selvom den dramatiske tone til tider forekommer rigelig skinger og belærende undervejs, så er der bund i budskabet. For eet faktum står ikke til diskussion: Hun er død.

(Michael Søby)