ODYSSEEN

★★★☆☆☆

"Vi fjerner tekst, hvis vi kan fortælle det samme med bevægelse eller lys og lyd." Sådan siger den med rette prisbelønnede iscenesætter Anja Behrens i et interview i programmet til sin seneste forestilling, "Odysseen". ¨

Man har valgt at spille Anja Behrens tekstmontage (frit efter bl.a. Homers "Odyssè") på det royale skuespilhus’ mellemstore scene, der lidt ordfattigt har fået navnet mellemgulvet. Hele fem skuespillere varetager rollen som Odysseus (såvel som flere andre roller) i håb om, at Odysseus’ historie derved bliver mere almen menneskelig.

Den stærkt reducerede tekst er overstået på en time og tyve minutter, men en af omkostninger er da også, at hele det episke flow er forsvundet. I stedet får vi en slags highlight, så når man er til operakoncert, og det vil mange sikkert være tilfredse med.

Men når Det Kongelige Teater nu har påtaget sig opgaven, så ville man klart foretrække at se hele historien folde sig ud evt. over to aftener, og på Gamle Scene eller i det mindste Skuespilhusets Store Scene. Nu virker det store drama en anelse indeklemt i den kolde jernscenografi, hvor der også skal være plads til en håndfuld flotte sorte trommer, som især den kyndige musiker og komponist David Hildebrandt spiller på.

Et stort drama kræver stort tale, og ikke allle formår at løfte opgaven rent verbalt. Karen-Lise Mynster kan naturligvis – ikke mindst som Kirke. Også Karin Heinemeier sprutter af vrede, så hele hendes krop dirrer, og Nanna Skaarup Voss har glød i både blik og krop. Især forestillingens mænd udsættes for fysiske ydmygelser, og bliver Alvin Olid Bursøe ikke pulet, så blir han i al fald spulet. Også den altid seværdige Benjamin Kitter bliver udsat for lidt af hvert, og i det hele taget skåner Anja Behrens ikke sine fem skuespillere.

Parallellerne til krigsforbrydelserne i Ukraine forekommer indlysende, og er den enøjede kyklop et slet skjult portræt af Putin, og så afspejler den også de negative karaktertræk som selv Odysseus og alle vi andre siges at slæbe rundt på.

Men den fragmentariske fortælleform kombineret med effektjagende splat og det høje støjniveau gør, at vi ikke for alvor mærker forestillingen. Vi kan beundre og i passager have medlidenhed med de hårdt prøvede medvirkende, men grebet og bevæget bliver vi faktisk aldrig undervejs trods en konsekvent iscenesat og stramt fortalt histoirie.

Man må i den grad håbe, at Anja Behrens får andre chancer på Det KongelIge Teater, for hun er en dristig og drilsk kunstner, vi har lov til at forvente os meget mere af.

(Michael Søby)