MORBIUS

★★★☆☆☆

Jared Leto vandt en velfortjent birolle-Oscar for sin bevægende indsats i "Dallas Buyers Club", og har flere gange senere været med i opløbet om nomineringer for sine præstationer i "The Little Things" og "House of Gucci". Hans evne til at forvandle sig gør sig også gældende i MORBIUS, det seneste udspil fra Marvel-universet, og sminkeholdet såvel som special effect-teamet formår ligeledes at levere varen.

Den svenskfødte instruktør Daniel Espinosa, der er uddannet på Det Danske Filmskolen, var manden bag den gedigne kassesucces "Snabba Cash" i 2010, men siden har han haft svært ved at indfrie forventningerne.

MORBIUS fremstår hverken værre eller bedre end andre Marvel-film, men i det mindste rummer den flere flagermus end den blodfattige og noget langtrukne "Batman" med Robert Pattinson i titelrollen.

MORBIUS og hans "bedsteven" – spillet af karismatiske Matt Smith ("The Crown") har en god kemi sammen, og viser i al fald hinanden mere opmærksomhed, end det er Morbius’ kvindelige assistent forundt. Om man så tror på Jared Leto som Nobel-prisvinder er derimod en hel anden historie.

MORBIUS er kompetent fortalt kulørt underholdning, og er man i humør til den form for uforpligtende nonsens, så giv den en chance fremfor den henved tre timer lange "Batman".

MORBIUS varer 108 minutter og det er lige præcis, hvad den historie kan holde til. Vanen tro får vi også et par godbidder mellem og efter diverse creditlister, som om vi ikke allerede vidste, at der kom en fortsættelse.