★★★★★★
Den japanske instruktør Ryûsuke Hamaguchi beviste allerede sit værd – ikke mindst som manuskriptforfatter – tidligere på sæsonen med episodefilmen "Japanske fortællinger". Nu overgår han sig selv med Oscar-favoritten DRIVE MY CAR, der handler om sorgbearbejdelse og ansvaret for sit eget liv.
Kendskab til teaterklassikere som "Vi venter på Godot" og i særdeleshed "Onkel Vanja" øger helt klart udbytte af filmen, for manuskriptet lader os ikke glemme, at kunsten og virkeligheden er to sider af samme sag. Ikke siden Pedro Almodóvars mesterlige "Alt om min mor" har man oplevet et værk, der i den grad formår at lade et nyt kunstværk folde sig ud i kernen af et allerede eksisterende.
I "Alt om min mor" var det Bette Davis-filmen "Alt om Eva", der stod i centrum, og i DRIVE MY CAR bliver den mandlige hovedkarakter nærmest modvilligt spejlet i Anton Tjekhovs "Onkel Vanja".
Hidetoshi Nishijima spiller en anerkendt instruktør og skuespiller, der pludselig får mulighed at iscenesætte "Onkel Vanja" på den årlige teaterfestival i Hiroshima.
I lighed med Onkel Vanja har instruktøren gået meget grumt igennem. Hans datter døde allerede som lille og hans viv døde kort efter at have havde opdaget, at hun var ham utro med en ung skuespiller, der gerne vil spille med i "Onkel Vanja".
På festivalen påduttes en ung kvindelig chauffør, selvom han egentlig helst ville have undværet, men tilfældet vil at de begge bærer rundt på en tung byrde rent mentalt og de bliver alligevel til gavn for hinanden.
Der er format over DRIVE MY CAR, og et vingefang, man mest forbinder med de store romaner. Ryûsuke Hamaguchis gennemført stiliserede kølige stil vil ikke appellere til alle, men hos det lydhøre og veluddannede publikum vil den givet gøre lykke.
Det er en film, der i sindigt tempo tager dig med på en åndelig rundrejse, for så pludselig at ramme i hjertekuglen. Først da indser man filmens storhed, og man føler sig taknemmelig over, at man har set "Onkel Vanja" en håndfuld gange. Filmens tre betydeligste skuespillere Hidetoshi Nishijima, Tôko Miura og Reika Kirishima spøger også i ens bevidsthed længe efter filmens handling har fortonet sig.