-
Forside

logo logo logo

 

 

 

 

ANIMAL FARM

★★★★★


Selvom George Orwells ANIMAL FARM er en relativ lille roman, har dens betydning været enorm, og blev ved sin udgivelse i 1945 set som et stærkt satirisk oprør mod Stalin. At stykket pludselig har fornyet relevans på grund af en anden russisk leders magtsyge, var vel ikke til at forudsige, men fællestrækkene er i al fald til at få øje på.

ANIMAL FARM blev i 50'erne til en ganske rystende tegnefilm, men det er straks sværere at lave forestillingen om til teater, da næsten alle karaktererne er dyr, og historien er på ingen måde nogen nuttet dyrefabel henlagt Hakkebakkeskoven.

I Tom Silkebergs dramatisering er vi derimod på en gård, hvor menneskene bliver smidt på porten, og hvor det nu skal indføres dyredemokrati. Men det bliver snart tydeligt, at også i dyreriget kan det forekomme, at nogen er mere lige end andre, og snart udvikler gården sig til en totalitær svinesti.

I Elisa Kragerups modige iscenesættelse vælter skuespillerne rundt i Ida Grarups muldjords koreografi, og selvom de ikke som sådan skal ligne, så har de fået en snert af den adfærd, der kendetegner de konkrete dyr.

Tina Gylling Mortensen står i spidsen for et organisk skuespillerensemble og hendes skræmmende portræt af overgrisen general Napoleon har også hints til vor tids rigeligt selvstændige ledere, inklusiv vores statsminister.

Sarah Boberg kan kunsten at levere en flammetale og Marie Dalsgaard formår at illudere som sløjfeglad enfoldige kokette. Xenia Noetzelmann gør atter et stærkt indtryk, denne gang som hårdt belastet arbejdshest og den altid seværdige Maria Rich finder noget jævnt og uhyggeligt i sin griserolle.

Maria Winther Nørgaard overbeviser på poetisk vis som det mest skrøbelige og optimistiske af dyrene, og Siff Vintersol har bestemt også sine momenter i en mindre rolle. Endelig er der Ena Spottag i et rystende præcist portræt af Benjamin, der mener at have gennemskuet det hele, uden rigtig at forstå noget.

Lydmors musik virker ganske effektfuld, men ikke alle musiknumre fungerer lige godt, faktisk bedst, når Lydmor holder sig i baggrunden. Det er således takket være en i sandhed dyrisk indsats af et formidabelt ensemble bliver forestillingen en fængslende oplevelse, der gør indtryk.

ANIMAL FARM en en del af Betty Udvikler, der skaber forestillinger på tværs af kunstarterne over længere stræk med workshopforløb og kollektive tanker. Også denne gang har formatet og processen givet pote rent kunstnerisk.

 

(Michael Søby)




 

I