★★★★★☆
Penélope Cruz har netop modtaget sin fjerde Oscar-nominering for PARALLELLE MØDRE, hvori hun spiller en mor, der får mistanke om, at hendes barn muligvis er blevet forbyttet. Cruz vandt da også prisen for bedste kvindelige hovedrolle på Venedig filmfestivalen, men måtte se sig besejret i sit hjemland, hvor Goya’en (den spanske Oscar) for bedste kvindelige hovedrolle tilfaldt Blanca Portillo (Maixabel).
Blanca Portillo og Penélope Cruz spillede ironisk nok sammen i “Volver”, der indbragte Penélope Cruz hendes første Oscar-nominering i kategorien bedste kvindelige hovedrolle, og som var instrueret af Pedro Almodóvar, der også har instrueret PARALLELLE MØDRE.
Historien om de forbyttede børn lyder umiddelbart som en ugebladsføljeton a la “Komtessen” (filmatiseret i starten af 60’erne med Malene Schwartz i front). Men både den kun umiddelbart melodramatiske historie og filmens autentiske baggrund – en mængde folkedrab, der i mange år skabte splid i den spanske befolkning – får mere vægt efterhånden.
PARALLELLE MØDRE kigger med moderne øjne på et nationalt traume, og som altid er Pedro Almodóvars navn garant for begavet underholdning i stilsikre omgivelser. Som altid krydret med et helt hold velspillende skuespillere samt en dyb sjælfuld musik, der ligeledes udløste en Goya-nominering til komponisten Alberto Iglesias.