THE BATMAN

★★★☆☆☆

Verden kunne faktisk godt bruge en Batman lige nu, men spørgsmålet er om den Batman, der er aktuel i de danske biografer, er den rette? Titlen THE BATMAN tyder på stor selvtillid, og det kan i mange tilfælde være en kvalitet, men selvom THE BATMAN som så mange andre Batman-film har gode chancer for at tjene gode penge, så må man også tage en del forbehold.

Med en spilletid på næsten tre timer er den alt for lang, og selvom Robert Pattinson har en smuk underkæbe, så virker han også ret kedelig og i al fald uden humor. Pattinson poserer mere end han spiller, og hans forsøg på at tale med hæs sexet stemme forekommer påtaget.

Instruktøren Matt Reeves har skabt et glædesløst univers, hvor kvinder er reduceret til sexobjekter og mænd agerer aggressivt i næsten enhver situation.

THE BATMAN har tydeligvis sine egne anger issues, og man føler man sig ikke tryg ved ham som helt.
Matt Reeves har inviteret Andy Serkis, der lagde stemme til flere af Reeves’ abefilm, til at agere butler, og det gør han for så vidt godt og gennemsympatisk, omend uden den star quality, man forventer

Rupert Penry-Jones som magtfuldt offer, Colln Ferrell som The Penguin og i særdeleshed Paul Dano som The Riddler yder filmens bedste skuespillerpræstationer, og musikalsk er vi i Michael Giacchinos gode hænder. Scenografisk og effektmæssigt fungerer filmen også upåklageligt, men er det nok?

THE BATMAN overrasker aldrig for alvor, og den perverse brutalitet gør, at filmen ikke egner sig til børn. Det er lige før, at man savner de naive BATMAN-film fra 60’erne, og man må spørge sig selv, hvorfor BATMAN-film behøver at være så triste? Sådan var de gamle serieblade altså ikke!