– 15 ÅR SENERE
★★★★☆☆
Både Vendsyssel Teater og Aalborg Teater har spillet Henrik Ibsens klassisker "Et dukkehjem" indenfor de seneste år, så det er fuldt forståeligt, hvis nordjyderne er optaget af, hvad der skete med Nora og de øvrige karakterer efter at Nora gik sin vej.
Det har den amerikanske dramatiker Lucas Hnath et kvalificeret bud i sit Tony-nominerede stykke "A Doll’s House, Part Two", der på dansk har fået titlen ET DUKKEHJEM – 15 ÅR SENERE.
Pludselig står Nora igen i den dør, hun 15 år tidligere gik ud af. Hun forlod mand og børn, giftede sig igen – kun for at erfare, at hendes mand Torvald aldrig lod sig skille fra hende. Derfor kommer hun nu tilbage for at få skilsmissen bragt i orden, og derved undgå retslig efterspil. Kirstine Hedrup levereren både smuk og fin præstation som Nora, der virker som hun, at hun har taget det rigtige livsvalg, men som alligevel må erkende omkostningerne ved det valg.
Den første Nora møder er Anne Marie, husets kærlige faktotum, der stadig har sine meninger om hvad der er rigtigt og forkert, men som til stadighed bliver mindet om sin plads nederst i det sociale hieraki. Judith Rothenborg får et formidabelt scene-comeback i rollen som Anne Marie. En kvinde, der stammer fra en anden tid end Nora, men som i lige så høj grad fortjener respekt for sit livssyn og sine livsvalg. Man kunne godt unde Judith Rothenborg lidt Reumert-opmærksomhed, da præstationen minder os om, hvor stor en skuespillerinde hun er – selv i det ordløse passager. Hendes Anne Marie forstår at lytte for så at drage sine egne konklusioner.
Tidligere på året blev Erik Viinberg af cphculture.dk kåret som sæsonens mandlige birolle-skuespiller for "Forræder", og han bekræfter dette indtryk i ET DUKKEHJEM – 15 ÅR SENERE. Hans portræt af Torvald er mesterligt, fordi vi fornemmer smerten såvel som ømheden i gensynet med Nora. Helt rørende er hans forsøg på at gøre det rigtige, og et af stykkets største kvaliteter ligger i kærligheden til og foståelsen af alle stykkets karakterer.
Den sidste karakter, vi møder, er Nora og Torvalds dattter, Emmy. Henriette Katrine Lund tegner et overraskende og dejligt forfriskende portræt af Emmy, der slet ikke reagerer som Nora havde forestillet sig.
Instruktøren Susanne Sangill giver plads til, at disse fire glimrende skuespillere yder deres ypperste i en periodesikker scenografi og iført klassiske kostumer. Derfor forstyrrer det en del, at sproget i stykket omfatter glocer som "fuck" og "shit". Vel kan man med fordel komme nutiden i møde rent sprogligt, men dramatikeren kan også gå for langt, og det gør han her.
Man undrer sig også over, at datteren til at begynde med vil forsøge at undgå en skandale, men til sidst pludselig er indforstået med Noras beslutning, og de konsekvenser, den kan få.
Det er således primært i karakterskildringerne, at ET DUKKEHJEM – 15 ÅR SENERE har sine kvaliteter. Som de bliver spillet på Himmerlands Teater er de i den grad en udflugt til Hobro værd.
(Michael Søby)
