LIVET ER EN MORGENGAVE

★★★★★☆

Sjældent er rigdommene i Halfdan Rasmussens forfatterskab kommet så fint til udtryk som i LIVET ER EN MORGENGAVE, Café Livas seneste cabaret.

Teaterbådens kunstneriske leder Jacob Morild har selv instrueret med udsøgt sans for de sproglige delikatesser, der gør Halfdan Rasmussens univers så umiddelbart appetitligt. Vi får bl.a. en opskrift på medister til anarkister, og det må siges at være en sjældenhed i dansk teater.

På scenen ser vi Jesper Asholt, en helt almindelig dansk mand med fremtoning som en garvet søulk. Jesper Asholt nærmest oser af lune, og er imodståelig når han selv forundres over de ord, der kommer ud af munden på ham: Noget om helte, noget om krop og sjæl, og om glæde og vrede.

Vi kommer vidt omkring i den ydre og indre verden, og møder blandt andre Kallemand og den stakkels Svenner, der får så mange tæsk. Men vi bliver også mindet om, at selvom Venus er fra Milo, så kan datteren godt ligge i sengen ved siden af på Nørrebro.

Morten Wedendahl og Elo "Luffe" Lindhardsen står ikke blot for de sprælske musikalske arrangementer, men bidrager også med sang og udråb, når det er påkrævet. Jesper Asholt åbenbarer tilmed et vis talent for at spille fløjte.

Man nyder, at det ikke blot er alle de gamle kendinge, vi får serveret i denne forestilling, men også den mere oversete del af forfatterskabet, der samtidig giver Jesper Asholt lejlighed til at vise nogle mørkere sider af talentet, end vi sædvanligvis ser. Det klæder ham og giver en uventet dybde til LIVET ER EN MORGENGAVE.

Der er indlagt en pause mellem de to ordrige 2 x tre kvarter, men vil man købe drinks til pausen, må man være forberedt på, at man ikke nødvendigvis kan betale for dem før efter forestillingen.

(Michael Søby)