★★☆☆☆☆
Prisen for filmsæsonens mest unødvendige genindspilning går efter al sandsynlighed til DØDEN PÅ NILEN iscenesat af Kenneth Branagh, der ellers er favorit til mindst een Oscar for for "Belfast", der får dansk premiere senere på året.
DØDEN PÅ NILEN skulle have haft dansk biografpremiere sidste år, men en af filmens stjerner Armie Hammer ("Call Me By Your Name") blev berygtet for en temmelig usædvanlig interesse for emnet kannibalisme, og pludselig lå hans karriere i ruiner. Det er dog ikke hans skyld alene, at denne udgave af DØDEN PÅ NILEN er floppet internationalt.
For det første er Kenneth Branagh heller ikke denne gang særlig troværdig som Hercule Poirot, selvom Branaghs "Mordet i Orientekspressen" dog var en bedre genindspilning end denne. En fornøjelig Peter Ustinov fremstod langt mere karismatisk allerede i sin første Poirot-film, "Døden på Nilen" fra 1978, og i mellemtiden har David Suchet skabt den definitive Poirot i utallige tv-film.
Men i det hele taget kan Branaghs bud på stjerner slet ikke leve op til John Guillermins overdådige 1978-udgave, der ikke blot rummede nogle af de mest betagende location-optagelser nogensinde, men også klassisk filmglamour i de udsøgte Oscar-belønnede kostumer.
Den helt afgørende forskel synes at være, at de medvirkende i 1978-udgaven ikke blot var stjerner, men fremfor alt skuespillere. Gal Gadot er køn men ikke nær så besnærende som Lois Chiles agerede i rollen som den forkælede overklassepige. Mia Farrow – som den forsmåede rivalinde – var på toppen af sin neurotiske ydeevne (Woody Allen er muligvis uenig i dette synspunkt), modsat hendes helt utilstrækkelige kollega i den nye version.
Værst af alt er dog besætningen i diverse stjernebiroller. For hvem kan dog erstatte Bette Davis, Maggie Smith og Angela Lansbury? 5 Oscars og 20 nomineringer er det indtil videre blevet til. Branagh forsøger at give karaktererne et moderne twist, der desværre giver bagslag, simpelthen fordi rollerne ikke spilles godt nok.
Dawn French og Jennifer Saunders er en populær komisk duo, men som karakterskuespillere har de tydeligvis deres begrænsninger, og selvom det primært synes at være en skæg tanke, at de oprindelige karakterer (spillet af Bette Davis og Maggie Smith) skulle være lesbiske, virker det i den nye udgave som det eneste troværdige ved deres karakterer – omend komplet nonsens rent historisk.
En af de mest elskede karakterer i "Døden på Nilen" fra 1978 var Oscar-belønnede Angela Lansburys gloriøse prisbelønnede portræt af Salome Otterbourne, forfatterinde af kvalitetsmæssig tvivlsom erotisk litteratur. Den normalt så glimrende Oscar-nominerede Sophie Okonedo ("Hotel Rwanda") spiller rollen i den nye film, men her er Salome Otterbourne omskabt til at være en berømt blues-sangerinde. Det betyder bl.a. at Salome Otterbourne i den nye udgave har samme mørke hudfarve som sin datter i et uheldigt anfald af politisk korrekthed. For samtidig ryger pointen, at den gennemalkoholiserede og sexfikserede hvide Otterbourne i en brandert har haft en eksotisk affære, som har resulteret i hendes mere tilbageholdende mørke datter.
Selv Annette Bening – som en mor med for stærke bånd til sin søn – kæmper forgæves, fordi at såvel manuskript som instruktion savner den fornødne dybde. Denne tur på Nilen kunne man godt have været foruden, og den overdrevne brug af computergrafik gør hele oplevelsen til skuffende affære, som ikke sande Agatha Christie-fans kan være tilfreds med trods enkelte produktionsmæssige kvalliteter.
