SCREAM 5

★☆☆☆☆☆

Så er vi tilbage i landsbyen Woodsboro, der for henved 25 år siden fik besøg af en maskeret morder. Nu er Ghostface-masken tilbage, og det skal tilsyneladende gå ud over en gruppe teenagere med et ordforråd kun en my over "fuck"-niveauet. Deres eneste referenceramme synes at være nogle klamme gyserfilm, som de har set i 10-12 års alderen, og så kan det jo ikke undre, at flere af dem har taget skade.

Instruktøren Matt Bettinelli-Olpin og Tyler Gillett har naturligvis hentet de sørgelige rester fra den første film tilbage, og man må konstatere, at hverken Courtney Cox, David Arquette eller Neve Campbell er blevet bedre skuespillere med årene.

Mason Gooding ("Love, Victor") synes at være den eneste af filmens unge med en smule personlighed, hvilket gør, at vi er ret ligeglade med hvem, der slår hvem ihjel. Og det burde ellers være det vigtigste…

SCREAM 5 ligner med andre ord et ligegyldigt serieprojekt, hvis det ikke var fordi, at filmens åndelige univers forekommer så fordummende, at man tager sig selv i at gribe ud efter en kniv undervejs i håb om kunne forkorte om ikke de medvirkendes eller ens egne lidelser, så i al fald filmen.

Spilletiden – næsten to timer! – virker kvælende, især når vi tilmed skal belæres om "requels", og det der er værre. Patetiske forsøg på at give disse såkaldte "genrefilm" en kunstnerisk værdi, de simpelthen ikke har.