★★★★☆☆
Dansk Danseteater er tilbage – og gudskelov for det. Behovet for dans synes bestemt ikke mindre efter endnu en coronanedlukningen, og TWO LIONS AND A CASTLE har lige præcis den lethed og den uprætentiøse tilgang til moderne dans, som vi har savnet.
Der lægges morsomt ud med alt det, der ikke kom med i forestillingen. Det forstår man sådan set godt – men alligevel er det ganske skægt at se, hvordan eksempelvis danske sange kan få helt ny betydning, når Dansk Danseteater tager dem under kærlig behandling.
Koreografen Roy Assaf leger med både maskuline og feminine udtryk på tværs af kønnene, og de ni glimrende dansere synes virkelig at have fået lov til sætte deres præg på Roy Assafs vitale koreografi. Denne eftermiddag glæder man sig især over Jessica Lyalls stringente indsats – også rent vokalt – samt Joe George som den allerkæreste havfrue. Men hele holdet forekommer velsignet med en slags kollektiv charme.
Et væld af farverige blomster bruges både til at udtrykke alt fra kærlighed og til savn, og danserne imiterer tilmed diverse dyr med en vis selvironi. Nogen større mening med galskaben presser sig ikke på, men den dansemæssige nysgerrighed fornægter sig ikke.
TWO LIONS AND A CASTLE fremstår ikke som nogen stor kunstnerisk landvinding, men som et fælles pusterum, som både danserne og publikum har udbytte af.
(Michael Søby)
